©  Foto:

Sansevandring for familier ved Lildstrand

Få en mindful oplevelse og find ro ved bare at være, og en glæde ved at opleve det helt naturlige.

Sansevandring for familier

 

Målet er at få dig til at finde roen i naturoplevelsen, at de have fokus på at sanserne får nye oplevelser og indtryk af det allerede kendte, - får en mindfull – oplevelse og finder ro ved bare at være, og en glæde ved at opleve det helt naturlige.

Brug gerne denne beskrivelse som et ”selvinstruerende tag med inspirationskort”.

Denne beskrivelse tager udgangspunkt en kortere tur fra P-pladsen ved landingspladsen, rundt af strandkærvej forbi kirken og ud ad redningsvejen mod den yderste p-plads, hvor man kan gå over klitterne og komme ned på stranden, og gå langs stranden tilbage mod landingspladsen. En tur der kan gås på ca. 40 min afhængig af, hvor mange stop man tager og sten man vil samle. Der er mulighed for at sidde på en bænk ved kirken, ved p-pladsen og ved landingspladsen. 

Har du lyst til en længere tur finder du bare en anden rute, eller forlænger turen ud ad redningsvejen mod Glæde, eller tager turen til Bulbjerg og retur langs stranden ca. 2 timers vandring.

For at få den fulde sanseoplevelse anbefales det at du tager dig god tid til at stoppe og tage ophold undervejs, og derfor kan turen godt tage lang tid. 

Er man ved Lildstrand i flere dage kan vi anbefale at man går den samme tur flere gange, og gerne på forskellige tidspunkter på døgnet, - hver tur er hel unik og giver forskellige oplevelser. Prøv den i solopgang, i skumringen, i middagsheden, i mørket, i blæst og i regn. Lydene og duftene er helt forskellige.

 

Vejledning

Fokuser på dine sanser.

  • Klap den store stenfisk ved kirken, mærk de glatte og ru områder. Sæt dig på kirkebænken og mærk du er kommet i læ.
  • Gå forbi kirken. Kl. 8 eller kl. 17 vil du kunne høre kirkeklokkens ringen.
  • Forsæt ud af byen, mærk overgangen fra asfalt til grus, og snus ind og duft. Er det lyng, hybenroser eller havet du kan dufte?
  • Stop op og lyt. Kan du høre hedens fugle, ellers insekternes summen? Måske en trane trompetere i baggrunden eller en måge der skriger?
  • Ved P-pladsen kan du slå dig ned ved bord/bænkesættet. Luk øjnene og lyt og duft.
  • Følg stien op på toppen af klitten og sæt dig i sandet og se ud over havet, mens du borer fingrene ned i sandet, - er sandet koldt, varmt, køligt ellers vådt? Måske stikker græsset dig når det vejrer i vinden, og måske er du heldig at se spor i sandet fra insekter og krybdyr der travle passer deres dont mens du vandre rundt. Træk vejret i bund, og lad dig være til stede. Lad dig blæse igennem af vinden, bage af solen eller gennembløde af regnen.
  • Gå ned på stranden og begynd turen tilbage mod landingspladsen. Du kan gå i strandkanten hvor bølgerne skyller ind, eller længere oppe på stranden hvor du går i sand og sten.
  • Find en god sten du kan have i lommen til dine vandringer, måske en ru, måske en glat. Kig efter hulsten og flotte strandpinde. Vil du vide mere om stenen på stranden kan du søge fakta på nationalpark Thys undervisningsside: https://undervisning.nationalparkthy.dk/media/174414/faktakort_om_sten_21a.pdf
  • Sæt dig ned på stranden, duft, lyt og mærk hvor du er.
  • Tilbage ved landingspladsen kan du tage et hvil på en af bænkene ved fiskehusene, eller du kan gå i læ i madpakkehuset, måske købe en is i kiosken, eller nyde din madpakke. 

Ved landingspladsen kan du fylde din vanddunk i madpakkehuset, og benytte toiletterne ved spilhuset.

Lildstrand Røgeri sælger også frisk røget fisk og varme rette og de mange gallerier i området har kaffe og kage.

 

Sansevandring er beskrevet af Dorte Krøyer, august 2020 i forbindelsen med et udviklingsprojekt med fondsstøtte fra Erhvervsministeriets Landdistriktspulje. I et samarbejde mellem Thy Turistforening og Støtteforeningen Hannæs og Østerild har borgere og turistaktør fra området bidraget til projektet gennem mange workshops. Resultatet repræsenterer nøje udvalgte steder og anbefalinger, hvor dit besøg bidrager til en positiv effekt. Vi kalder det bæredygtig turisme.

Del dine oplevelser:

VisitJammerbugten © 2024
Danish