Gå til indhold
©  Foto:

Levendegørelse af Herregården Bratskov

Den stemningsfulde, gamle herregård Bratskov i Brovst bliver vækket til live, når omkring 65 lokale ildsjæle fra Brovst og omegn kommer udklædt i historiske dragter og fremviser gamle håndværk og traditioner, præcis som i ”de gode gamle dage”. Levendegørelse af Herregården Bratskov kan opleves hver torsdag fra 10-13 i ugerne 27-31 – fra den 7. juli til den 4. august.

Levendegørelse af herregården 

Torsdag formiddag hele sommeren igennem fra kl. 10-13 er der levendegørelse af herregården.

Man kan blandt andet opleve smeden ved essen i den gamle smedje, rebslageren, der laver reb i metervis. Børstenbinderen som laver de fineste børster, koste, m.m. og vodbinderen og snedkeren, som også begge er gode for en røverhistorie.

I skolestuen kan man prøve at skrive med griffel på tavler. Herudover kan man møde slotsfruen og slotsherren, som går rundt på gårdspladsen og i den frodige slotshave. Ligesom de flittige håndarbejdere, som nørkler med datidens værker, kan opleves i de fine stuer på Bratskov. Her kan du også holde et skarpt øje med om kortspillerne og bridgespillerne ikke snyder i spil.

I kælderen finder du alle de gamle redskaber, som hver har sin historie med sig. Her står også den grumme heks klar til at fortælle uhyggelige historier til børnene, alt imens hun brygger en væmmelig trylledrik.

Nyd også en god op kaffe eller en vand og et stykke ”Drømmekage fra Brovst” i Café Bratskov, krydret med spillemandsmusik og sang i gården.

Prøv også en tur i Brovst Handelsforenings lille tog, der tager de besøgende med på tur rundt i byen. Eller tag med hestevognen rundt i Brovst by, som kører fra parken på Bratskov. 

I parken er der også mulighed for at børnene kan få en tur på ponyerne, eller man kan prøvet nogle at de gamle spil som står til rådighed i haven.

I lighed med de tidligere år vil der atter være råvaremarked i alleen op til Bratskov, hvor der blandt andet kan købes friske jordbær, honning, marmelader, grøntsager, blomster og gin m.m.

Et tema for hver torsdag

Når levendegørelsen skydes i gang torsdag den 7. juli kan der studeres runde former og blankpudset lak, når den gamle herregård besøges af veteranbiler og der vil være rig mulighed for at få en snak med ejerne om deres flotte biler.

Den 14. juli viser “Historisk Mode” – en festlig udendørs modeopvisning, hvor lokale modeller i alle aldre indtager catwalken og viser en kavalkade af kjoler, dragter og tilbehør fra perioden 1920 – 1960. Alt sammen stammer fra Inger Thunbos utrolig flotte private samling.

Den 21. juli viser vaskekonen hvordan man i gamle dage fik vasket sit tøj. Der vil blive vasket på vaskebræt og i en gammel vaskemaskine. Og har man lyst, må man gerne selv prøve de gamle vaskeredskaber. Øster Han Herreds Egnssamling i Tranum har fundet de gamle redskaber frem - se om du kan gætte, hvad de har været brugt til.

Den 28. juli er der premiere på en helt ny udstilling fra Inger Thunbo. Her viser Inger en spændende udstilling af gamle håndarbejder, samt de redskaber der blev brugt til fremstilling af dem. Redskaberne var ofte lavet i ædle metaller og ben, og mange var rigt dekorerede husflidsarbejder, der ofte blev givet som kærestegaver.

Den sidste levendegørelse bliver torsdag den 4. august, hvor Han Herred Traktorlaug kommer på besøg. De laver en udstilling af gamle maskiner og traktorer. Der vil måske også blive maskiner som arbejder, og det er altid populært at se på for både store og små. En dag der vækker minder hos mange landmænd og ”kan du huske” lyder mange gange den dag, udtaler Leo Pedersen, frivillig tovholder for Levendegørelse af Bratskov. Den sidste torsdag får vi også besøg af Aalborg Symfoniorkester som giver en smagsprøve på deres musik fra kl. 12-13.

Levendegørelsen af Bratskov finder sted hver torsdag fra kl. 10.00-13.00 i ugerne 27-31. Der er som altid gratis entré og spændende rundvisning hver torsdag kl. 11-12 rundt på Bratskov ved Ketty Johansson.