Blokhus Efterårsfestival

Blokhus Zombie Fun Run - UDSOLGT!

14.9.2023
Foto: Destination Blokhus

Erhvervsforeningen Destination Blokhus og PGU Runners byder igen i år velkommen til en nervepirrende aften i skoven, der kræver mod (og selvfølgelig lidt hurtighed). Datoen er torsdag den 19. oktober, og det sker som en del af Blokhus Efterårsfestival

Return of the Zombies - Årets mest skræmmende familieløb er tilbage
Ved mørkets frembrud omdannes Blokhus Klitplantage til noget, der næsten kunne være en scene fra The Walking Dead. Sværme af zombier vil denne aften jage alle varmblodede, der modigt begiver sig ud på en ca. 2,5 km lang rute i skoven. Inden man bevæger sig ud på ruten, udstyres hver deltager med 3 liv (stofhaler), som ægte sultne zombier vil forsøge at stjæle. De tre liv skal sættes fast i bukselivet, så det anbefales, at man ikke har en lang jakke eller andet, der besværliggør dette.

Efterårsferie, Blokhus

Foto:Destination Blokhus

En skræmmende succes
Antallet af deltagere nærmest eksploderede sidste år. Derfor har arrangørerne i år valgt at sætte et deltagerloft på 1.000 personer for at sikre, at alle deltagere får en god oplevelse, og at der er præmier nok til alle. Booking er derfor obligatorisk og kan gøres her  Det koster kr. 50,- pr. person at deltage. Løbet starter kl. 17.00, og de sidste sendes ud på ruten kl. 19.30. Arrangørerne anbefaler, at familier med mindre børn deltager først på aftenen, inden det bliver alt for mørkt. Jo mørkere det bliver, jo mere skræmmende kan ruten virke. Da Zombie Run kan være lidt uhyggeligt, anbefales det også, at børn altid løber sammen med voksne, og det frabedes at medbringe hunde.

Alle de modige løbere, som "overlever" Zombie Run, med mindst 1 liv tilbage ved målstregen, modtager et sejt diplom som mindre præmie.

Efterårsferie, Blokhus

Foto:Destination Blokhus

Skræmmende lyde
For dem, der ønsker at tage deres Zombie Fun Run-oplevelse til et nyt, skræmmende niveau, kan der i år downloades en lydfil med seje og realistiske lydeffekter, der vil få hjertet til at banke hurtigere, og sanserne til at være på vagt. Lydfilen er designet af en professionel lydmand, specielt tilpasset ruten i Blokhus Klitplantage. Når man har booket, vil man dagen forinden løbet få tilsendt et link til lydfilen, som kan downloades på mobilen og afspilles igennem deltagernes egne høretelefoner.

Lydfilen kan også downloades her:

Efterårsferie, Blokhus

Foto:Destination Blokhus

Zombier søges
Til dem, der hellere vil jage og skræmme, så er der også mulighed for det. Bliv frivillig Zombie og hjælp med at give deltagere deres livs sjoveste og mest frygtfulde oplevelse. For at deltage som zombie skal man være over 18 år og komme udklædt. Kontakt Jannie på 41 91 39 74 for mere information.

Hvem tør tage kampen op mod de sultne zombier? Book årets sjoveste og mest skæmmende oplevelse her

 

Del dine oplevelser:

VisitJammerbugten © 2024
Danish