Blokhus hvalen

Blokhus Hvalen’s hjemkomst til Blokhus udskydes

27.3.2020
Foto: VisitJammerbugten

Påsken nærmer sig, hvilket normalt betyder at den 17 meter lange finhval vender hjem til Blokhus, hvor den står til offentlig skue hele foråret, men dette må desværre udskydes i år grundet Covid19 virussen.  

Normalt er det et stort tilløbsstykke når Blokhus Hvalen atter kommer til Blokhus og gæsterne nyder at komme helt tæt på den inde i glascontaineren og helt op under dens mave. Dog må gæsterne i Blokhus vente lidt med at se eller gense det store skelet, da Nordsø Oceanarium, som er dem der har hvalen bosat til dagligt, også er udfordret i denne tid.  
 
Claus Drivsholm, Teknik- og servicechef fra Nordsøen Oceanarium udtaler:

"Vi kan desværre ikke transportere Finhvalen til Blokhus på torsdag den 2. april, eftersom vi kun har minimalt personale på arbejde til at passe dyrene og resten af medarbejderstaben er hjemsendt”.  
 
Dette er en ærgerlig situation, men i denne tid må vi hjælpe hinanden og acceptere, at intet helt er som det plejer.

Dog er håbet, at hvalen kommer igen ligeså snart der er faldet mere ro på. Om ikke andet kommer den formentlig til efteråret, hvor det allerede var planlagt. Blokhus Hvalen skulle nemlig vende hjem til Blokhus to gange i år, i foråret og i efteråret, og skulle dermed være en del af den store Påskefestival og Efterårsfestival.  
Intet er vist endnu, men ligeså snart der er faldet mere vished omkring situationen og datoen for hjemkomsten af den store Finhval, bliver der meldt noget ud igen. Indtil da må vi passe på os selv og hinanden.  
 
FAKTA OM FINHVALEN:

• Finhvalen er det næststørste dyr på Jorden.

• Finhvalen findes i alle verdenshave og er almindelig i Nordatlanten.

• Den er en at de hurtigste hvaler og svømmer helt op til 40 km/t.

• Den træffes af og til i Skagerrak og indre danske farvande.  

• Den kan blive op til 24 meter lang og veje op til 90 ton.  

• Tidligere blev den kaldt sildehval, da dens føde består af sild og brisling. 
 

Blokhus hvalen

Foto:Erhvervsforeningen Destination Blokhus

Del dine oplevelser:

VisitJammerbugten © 2024
Danish