Oplev stemningen fra TV2-serien Badehotellet
Følger du med i TV2-serien "Badehotellet", så har du nok lagt mærke til den smukke natur, som danner kulissen for de fortællinger, der udspiller sig blandt tjenestefolk og gæster. Udendørsscenerne er filmet ved Svinkløv i Jammerbugten.
Foto:Visitjammerbugten
Svinkløv er et helt særligt naturområde i Jammerbugten med store åbne vidder og høje skrænter lige ud til havet. Scenen er dermed helt naturligt sat for nogle flotte og dramastiske rammer, når en række af Danmarks dygtige skuespillere giver nyt liv til den tid, hvor byboerne tog på badeferie ved de danske kyster.
Udendørsscenerne til TV-serien er filmet ved Svinkløv i Jammerbugten, og du kan opleve landskabet, som du kender det fra tv, når du er på ferie i Jammerbugten.
Foto:Visitjammerbugten
Badehoteller i Jammerbugten
Naturen ved Svinkløv og Svinklovene er helt unik, og mange gæster er hvert år på besøg her.
Ikke mindst på grund af naturen med de betagende udsigter, men også fordi det anerkendte badehotel Svinkløv Badehotel ligger i klitterne ud mod kysten.
Foto:VisitNordvestkysten
Badehotellet, der var meget velbesøgt, og kendt for et yderst formidabelt køkken og en stressfri zone, nedbrændte desværre september 2016, men genåbnede i de velkendte rammer i 2019.
Mange søger ud til kysten i Jammerbugten for at blive fri for hverdagens stress og jag og den helt særlige atmosfære, der kendetegner badehoteller i Danmark, finder du også på en række øvrige badehoteller i området
Her er der et helt særligt værtsskab og plads til hygge, fordybelse og naturoplevelse i særklasse.
Området har samtidig fået tildelt et nationalt kvalitetsstempel for dets fantastiske natur. Svinkløv og Fosdalen er optaget i Danmarks Naturkanon, og er dermed blandt de 15 smukkeste natursteder i Danmark.