Stor efterspørgsel på det nye Hotel Fårup i Fårup Sommerland

Hotel Fårup

Stor efterspørgsel på det nye Hotel Fårup i Fårup Sommerland

Stor efterspørgsel på det nye Hotel Fårup i Fårup Sommerland

april 2, 2019

Der er run på det kun 3 år gamle hotel i Fårup Sommerland, som både rummer ferierende og konferencegæster.

Her kort før påskeferien melder hotellet om en fremgang på mere end 20 % sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.

Den usædvanligt gode sommer i 2018 har positiv afsmitning på feriebooking i Danmark, og det gælder også for Nordjyllands (måske) sjoveste hotel, nemlig Hotel Fårup.

Fårup Sommerland åbnede hotellet midt i parken forud for sæsonen 2016, og det er hurtigt blevet et populært rejsemål.

Nu melder hotellet om en fremgang i bookinger sammenlignet med samme tid sidste år på mere end 20 % - en del af fremgangen skyldes bl.a. at Fårup Sommerland – og Hotel Fårup – allerede har åbent i påsken i år.

> Fårup Sommerland åbner til Påske med nye forlystelser og begivenheder - se program

- Vi har rigtigt meget run på bookingerne lige nu, både fra privat- og erhvervsmarkedet, som virkelig har fået øjnene op for de ”skæve” og sjove muligheder, der er ved at kombinere møder og konferencer med et besøg i sommerland. Samtidig har vi fået oparbejdet et godt kendskab hos børnefamilierne, der bor lidt længere væk og derfor gerne vil kombinere en tur i parken med en overnatning på et af vores tematiserede værelser. Endelig er der mange, der gerne vil holde deres fester på hotellet.

Det konstaterer direktøren for den populære forlystelsespark, Per Dam, efter Hotel Fårup ved en nylig kåring baseret på gæsteanmeldelser blev tildelt Traveler’s Choice prisen som Danmarks fjerdebedste hotel af bedømmelsessiden Tripadvisor - det er med til at placere hotellet i den helt gode ende.

> Læs også: Hotel Fårup er kåret som 4. bedste hotel i Danmark

Selve parken blev igen i 2018 kåret til at være Europas tredjebedste forlystelsespark samt vandt i 2018 også igen prisen for Nordens Bedste Sommerland. Det er brugerne på det svenske børnefamilie-site, Barnsemester.se, der for andet år i træk har kåret Fårup Sommerland som det bedste sommerland i Norden. Disse priser har også boostet interessen for miniferie i Fårup såvel som for at afholde private og firmaarrangementer i parken, hvor hotellet spiller en vigtig rolle:   

- I Fårup lever vi af glade gæster, så det er fantastisk, at det er dem, der kårer os Vi ser det som et udtryk for at gæsterne sætter pris på den samlede oplevelse i Fårup. Både vores rutsjebaner, Danmarks største vandland, hotellet og – ikke mindst - den gæsteservice, som vores mange glade ansatte giver dem, siger Per Dam.

hotel fårup

- Vi kan også se en kraftig vækst i interessen for arrangementer uden for sæsonen, tilføjer Per Dam. – Det drejer sig både om private fester og også om fx tema-firmafester eller teambuilding-aktiviteter i parken, som vi skræddersyr ud fra helt unikke koncepter, der nærmest kan designes til den enkelte virksomhed eller organisation. Den slags er meget oppe i tiden, og man vil gerne lave nogle anderledes ting sammen med kollegerne end den traditionelle julefrokost eller sommerfest. Det har vi gjort os en del erfaringer med siden hotellets åbning og synes, at vi har et rigtig godt produkt med mange muligheder. 

Senest har hotellet undergået en udvidelse i 2018 omfattende to nye suiter og fire nye mødelokaler.

 

> Læs mere om Påske i Fårup Sommerland 

> Find alle aktiviteter for familien i Blokhus i Påskeferien

 

Del denne side

Om Fårup Sommerland

Fårup Sommerland blev etableret i 1975 og kunne i 2015 fejre 40 års jubilæum. Forlystelsesparken er årligt besøgt af cirka 600.000 gæster, hvoraf 80 procent af er danske.

Fårup Sommerland har en gæstetilfredshed på hele 99 procent og har gennem årene vundet en lang række priser og er bl.a. kåret til top 3 blandt Europas bedste forlystelsespark fire år i træk (Kirmes, 2015, 2016, 2017 og 2018), Verdens 3. bedste service (IAAPA, 2015) og Nordens bedste sommerland i 2018 og 2019.

Fårup Sommerlands vision er at være den forlystelsespark i Norden, der skaber de mest enestående oplevelser og minder for sine gæster.