Den 1. og 2. december kl. 10.00 - 16.00

Jul på Herregården Bratskov

Den 1. og 2. december kl. 10.00 - 16.00

Stemningsfyldt jul på Herregården Bratskov i Brovst

november 15, 2017

Den smukke, gamle Herregård Bratskov i Brovst oser af god gammeldags julestemning og hyggelige juleboder når der traditionen tro igen afholdes stort julemarked den 1. og 2. december 2018.

Julemarkedet er en populær, gammel tradition, som hvert år besøges af rigtig mange gæster. "Vi har fuldt hus hvert år", siger en af arrangørerne bag aktiviteten, Margit Gundersen, der er fra Brovst. "Jeg har været med til at lave det de sidste 10-15 år, og der er altid rigtig mange mennesker".Jul på bratskov

"De historiske rammer på Bratskov er bare noget helt særligt. Sådan en weekend oser det af liv, og det er så fantastisk flot med lys og fakler, når mørket falder på. Det findes ikke magen til og giver noget helt særligt til julestemningen, som er unikt", fortæller Margit. 

35 udstillere har opstillet boder i de gamle stuer og i kælderen på Herregården, og du kan få inspiration til både juleudsmykning og gode gaveideer.  Blandt udstillerne kan du blandt andet finde varer lavet i keramik, dekorationer, nisser, pileflet, produkter af halm, håndlavede ting, garn, trædrejede ting og lys. Har du en sød tand kan du fornøje dig i boderne med småkager, honning, marmelade og meget mere. Derudover vil der også være et væld af flotte juledekorationer, juletræer og pyntegrønt.

Den gamle herregård byder også på arbejdende værksteder. Fra smedjen kan du høre den rytmiske hamren, når smeden banker de rødglødende hestesko i facon, og i skolestuen kan du møde skolelæreren, som underviser i skønskrift, og måske kan du være heldig at høre en god julehistorie.

Program

Lørdag den 1. december kl. 10.00 - 16.00 

Kl. 10.00
Velkomst og fællessang - Café, tombola og boder åbner

Kl. 10.00 - 14.00
Nisseløb

Kl. 14.00
Dans om juletræet og besøg af Julemanden, som har noget med i sin sæk

Hele dagen:
Nissemor deler slik ud til de søde børn hele dagen
Smeden arbejder i den gamle smedje
Skolelæreren er i skolestuen
Besøg Brovst Lokalhistorisk Sognegruppe’s juleudsmykkede lokaler

 

Søndag den 2. december kl. 10.00 - 16.00 

Kl. 10.00 
Café, tombola og boder åbner

Hele dagen:
Nissemor deler slik ud til de søde børn hele dagen
Smeden arbejder i den gamle smedje
Skolelæreren er i skolestuen
Besøg Brovst Lokalhistorisk Sognegruppe’s juleudsmykkede lokaler

> Se mere i program for Jul på Herregården Bratskov 2018 

> Læs mere om Herregården Bratskov i Brovst

 

Smagfulde oplevelser på Herregården

Fra caféen, som drives af Folkekirkens Nødhjælp, breder duften sig af jul med varm gløgg og lækre æbleskiver. I gården er der både juleløb og skattejagt og lørdag eftermiddag vil der også være dans om juletræet, hvor julemanden kigger forbi med godteposer til børnene, arrangeret af Brovst Borgerforening.  

På gårdspladsen sælges pyntegrønt og kirkegårdspynt. Skovsgård Hotel giver smagsprøve på deres dejlige suppe. Og i år har du mulighed for at købe brændte mandler, kandiserede æbler og candyfloss.

Brovst Lokalhistorisk Sognegruppe holder åbent begge dage kl. 10-16, og har til lejligheden juleudsmykket deres lokaler. Hele herregården er pyntet med gran og lys af de frivillige fra Folkekirkens Nødhjælp. Det hele er et kig værd.

Julemarkedet er arrangeret af Folkekirkens Nødhjælp og Brovst Borgerforening, og overskuddet fra caféen går ubeskåret til Folkekirkens Nødhjælps arbejde.

Et besøg til julemarked på Bratskov garanterer, at du kommer i ægte julestemning, siger arrangørerne. "Jamen, det kan du simpelthen ikke undgå", slutter Margit Gundersen

Der er gratis entré.

 

> Find weekendens julemarkeder i Jammerbugten i oversigten her!

> Læs mere om Stemningsfyldte juleoplevelser i Jammerbugten og vind en vild vinterferie i Slettestrand-Svinkløv

> Julekoncerter og musikoplevelser i Jammerbugten

Del denne side