Skandinaviens største - Afholdes hvert år den 2. weekend i maj

Uldfestival i Saltum

Skandinaviens største - Afholdes hvert år den 2. weekend i maj

Skandinaviens største Uldfestival 2019

marts 21, 2019

Nu kan du glæde dig til en hel weekend, der står i uldens tegn, når Skandinaviens største uldfestival løber af stablen igen den 11. og 12. maj 2019.

Der er mange muligheder for at gøre denne weekend til en af årets bedste weekender, hvad enten du er afsted til Uldfestival med din veninde, sammen med hele din strikkeklub eller med din nærmeste familie. Uldfestivalen, der nu afholdes for 13 år i træk, er Skandinaviens største af sin art og trækker mere end 20.000 gæster til hvert år. Den afvikles altid den anden weekend i maj. Festivalen, der startede med 3000 gæster, er år for år vokset til lokalområdets største begivenhed, og består nu af mere end 65 stande med alt indenfor kvalitetsgarn, designs og tilbehør til strik/ hækling m.m. På festivalpladsen vil der være telte med udstillere af alt indenfor garn, hækling, strikning, skind og meget mere, og du vil finde en mangfoldighed af naturmaterialer, som ikke så let findes andre steder.

Uldfestival er centrum for garnelskere i hele Skandinavien

Uldfestival i Saltum er blevet mødestedet for de passionerede garnelskere, hvor der er udstillere fra hele Danmark, men også fra Norge, Sverige, Tyskland og Grønland. 

Rundt på festivalpladsen er der mulighed for flere gode oplevelser. Her kan du blandt andet overvære klipning af får og begge festivaldage kan du opleve modeshow ved Ausra Drivstedt fra Sverige samt foredrag med Tekstildesigner Sisse Fog Odgaard og projektet Kuldsejling. 

Kuldsejling er et spændende crowd-knitting projekt, hvor garnbutikker rundt omkring i hele Danmark har modtaget ufærdige strikkeprojekter, som Sisse Fog Odgaard efterfølgende har omdannet til farverige redningsflåder. Meningen med udstillingen er, at vi skal kunne se, hvordan mislykkede strikkeprojekter kan omdannes til meningsfyldte ting. Vi skal turde, at afsløre vores mislykkede projekter og bede andre om hjælp, for det sætter os fri.  

Begge dage kan du også møde smeden, trædrejeren og flettekredsen. 

I Uldfestivalens 4 store telte kan du dykke ned i de mange gode tilbud, og lad dig inspirere af de nye ideer, de nye designs og de nye garntyper. Her kan du røre ved alt, så du ikke kun køber med øjnene, men også med hænderne. 

 

Temaet for Uldfestival 2019
er Shetlandsøerne - Fair Isle and Lace

Shetlandsstrik er temaet for dette års Uldfestival.

Shetland er en skotsk øgruppe på 32 øer placeret nord for Skotland mellem Orkneyøerne og Færøerne, og her er de blandt andet kendt for deres uld- og strikketeknikker, Fair Isle og Lace.

Fair isle er en strikketeknik, der er blevet brugt i mere end 130 år, og den er opkaldt efter den lille ø Fair Isle. Der strikkes med flere farver, men altid kun 2 af gangen. Det er en meget smuk måde at strikke mønsterstrik på og det strikkede bliver mere spændende med et flot farvespil.

En anden strikketeknik, som du vil blive introduceret for på dette års Uldfestival er Lace.

Shetland Lace kan måske virke alt for svært for den almindelige strikker, men det er absolut til at lære. Lacesjalerne er strikket af så tyndt uld, at det næsten synes umuligt at strikke af. Ikke desto mindre har kvinderne strikket de flotteste sjaler gennem tiderne. I dag kan der købes mange lacemønstre, som er oversat til dansk.

uldfestival

Tag en tur forbi de mange arbejdende stande, for også her kan der hentes ny inspiration. Både dagen igennem ude ved standene eller over en kop kaffe eller frokost i cafeteltet og på vej hjem fra Uldfestivalen bliver de mange indtryk drøftet med veninden eller med strikkeklubbens deltagere. Det giver nye vinkler til både indkøb af mønstre og garn såvel som pynt. Intet er så hyggeligt, som at dele oplevelser og indtryk med andre, der er lige så "garntossede" som dig. 

Uldfestival i Saltum

 

 

Uldfestival afholdes på adressen Solvejen 60, 9493 Saltum - lige over for campingpladsen Jambo Feriepark.

Der er fri entre og gode parkeringsmuligheder. 

 

Besøg også Saltum by, der i denne weekend afholder Saltum Festdage - Uld og Kunsthåndværk.

I byen er der fyldt med udstillinger og kunsthåndværkere.  

 

På weekendtur til Uldfestival og oplevelser for hele familien

Har du familien med på weekend til Jammerbugten, og deler hele familien ikke din store passion for garn og mønstre, så er der rig mulighed for at planlægge mange andre aktiviteter, så det bliver til en stor oplevelse for alle. Besøg badebyen Blokhus og se de enorme sandskulpturer i Skulpturparken Blokhus under temaet Vilde Vikinger eller lad dig imponere af international papirkunst i Center for Papirkunst, som har åbnet en unik udstilling af eventyrlige papirklip i Hune ved Blokhus. Læg vejen forbi kunsthåndværker Etly Klarborgs nye butik eller fordyb dig i Haven i Hune - Anne Just´s haveeunivers, som begge også er beliggende i Hune. Snup en frokost på en af de mange restauranter i badebyen eller tag hele familien med på forlystelsestur i Fårup Sommerland eller Nordsøen Oceanarium. 
Afslut dagen med en solnedgangstur og smukke udsigter på den populære sandstrand eller se den historiske strandingsgård i centrum af badebyen Blokhus.

> Find din overnatning i Blokhus området

> Find flere begivenheder under Det sker i Jammerbugten

> Find mere info om Blokhus

 

DK4 besøgte Uldfestivalen

DK4´s TV-hold besøgte Uldfestivalen i 2014. Udsendelsen fortæller historien om Uldfestivalens opstart og dens betydning for området, men viser også noget om Jammerbugtens øvrige kvaliteter.

> Oplev stemningen fra festivalen og se DK4´s optagelse 

 

Læs mere om Uldfestival i Saltum

Del denne side

Program

Lørdag den 11. maj

Kl.  9.30 
Åbningstale

Kl. 10.00
Standene åbner

kl. 10.30
Foredrag
v/ Sisse Fog Odgaard / Kuldsejler

Kl. 13.00
Modeshow  
v/Ausra Drivstedt, Sverige

Kl. 17.00
Standene lukker


Søndag den 12. maj

Kl. 10.00 
Standene åbner

kl. 10.30 
Foredrag 
v/ Sisse Fog Odgaard / Kuldsejler

Kl. 13.00 
Modeshow  
v/Ausra Drivstedt, Sverige

Kl. 16.00 
Standene lukker

Adresse:
Festivalpladsen, Solvejen 60, 9493 Saltum (v. Jambo Feriepark)

Saltum Festdage - Uld og Kunsthåndværk afholdes på torvet i Saltum by.

Læs mere om Saltum Festdage