Øvrige nyheder fra Jammerbugten

Fredag, december 30, 2016

Nyt kort over kystområdet Blokhus - Løkken

Et nyt kort er netop gået i trykken for det populære kystområde mellem Blokhus - Saltum Strand - Grønhøj Strand og Løkken.

Kettrup Bjerge

I området findes mange sommerhuse, campingpladser, natur og aktivitetsmuligheder, så det har længe været et ønske fra gæster og turistvirksomheder at have denne form for overblik over området, siger Landdistriktskonsulent Anne Mette Finnerup, Vækst & Udviklingsforvaltningen Jammerbugt Kommune. Området er et kæmpe areal med rigtig mange ruter, men det har ikke været kortlagt tidligere, da det f.eks. ikke er klitplantage og dermed under Naturstyrelsens arealer. Derfor er det et stort plus, at have et detaljeret kort af så høj kvalitet med fokus på de rekreative muligheder, der findes i naturen. Samtidig er det til en meget overkommelig pris for bruger, siger Anne Mette, som har været projektleder på opgaven.

 

Som noget helt specielt findes der her i kystområdet mange afmærkede stier, der giver unikke muligheder for at lave sin helt egen vandre-, cykel eller løbetur. 
Hovedstien - sti 100- ligger langs med kysten, mens sti 1 til 40 fører dig fra sti 100 ud til stranden. Stierne er afmærkede ude på ruten med numre på pæle og kan samtidig findes fra stranden via skilte med stinummer. 
Stisystemet giver områdets brugere mange muligheder for at vælge et ruteforløb og længde ud efter egne ønsker og behov. Hovedstien benyttes desuden som ruteforløb for vandreruterne Nordsøstien og Hærvejen ligesom at cykelruten Vestkystruten findes i området. Man kan desuden let finde frem til vejene i området, da kortet er inddelt i felter og alle vejnavne kan findes via en alfabetisk liste. Dermed er det også et godt værktøj for udlejningsbureauer og gæster, der skal finde et sommerhus.

 

Kortet er et udtalt ønske fra borgere og turister, og en gevinst for byerne og turismeerhvervet. Kortet skal understøtte rekreative oplevelser og gøre det let at finde frem til muligheder for at vandre, cykle, lege og tage på picnic i naturen, siger Anne Mette Finnerup.

Det trykte kort koster 5 kr. og kan bl.a. købes i Blokhus hos VisitJammerbugten samt på campingpladserne i området fra uge 28.

Ruterne vil samtidig også kunne hentes digitalt via PDF og en GPX-fil

Stier og ruter - Blokhus til Løkken - Dowload kort

> Hent GPX-fil: "Stier og ruter Blokhus-Løkken" 


06/07/2016:

Store Badedag i Blokhus lørdag den 16. juli  

Den store badedag Blokhus

Badebyen Blokhus gentager sidste års succes og byder igen på stor fælles badedag 

Badekæde, sandslotte, musik og marked er nogle af oplevelserne på årets program for Store Badedag
Det brusende Vesterhav og Blokhus’ brede hvide sandstrand har i 151 år trukket badegæster til.

Årsdagen for den allerførste badegæst bliver markeret igen i år lørdag den 16. juli, hvor dagen er fuld af aktiviteter for alle aldersgrupper fra tidlig morgen til solen bliver skudt ned.

 

> Program for Store Badedag i Blokhus

 

 

 

29/06/2016:

Jammerbugten får ny festival

Den nye Outdoor Festival vil inspirere til at være aktiv i naturen

Outdoorfestival
Dyrk yoga med sand mellem tæerne og lyden af Vesterhavets bølger i ørerne. Få styr på din teknik og lær fede tricks på din mountainbike. Eller hvad med at løbe en tur i Jammerbugtens skønne natur i selskab med andre? Det og meget mere er en del af programmet for Outdoor Festival 2016, der foregår fra 31. juli til 7. august.
”Vi har så mange gode outdoor aktiviteter her i Jammerbugten. Men mange – især turister – opdager desværre ikke alle de tilbud, som lokale foreninger og turistaktører laver her i vores unikke natur. Derfor har vi længe ønsket at lave en rigtig Outdoor Festival, der virkelig kan sætte fokus på alle aktiviteterne og forhåbentlig få rigtigt mange turister med, ” siger Jette Holt fra arbejdsgruppen bag Outdoor Festival 2016.

Outdoorfestival
Som en del af festivalen er der tre helt store events. Beach Triathlon på Saltum Strand søndag den 31. juli. Beach Volley-turnering også på Saltum Strand lørdag den 6. og søndag den 7. august samt Blokhus Marathon søndag den 7. august.
Alle festivalens otte dage foregår der aktiviteter, som alle kan være med til. Hver dag kl. 8 er det for eksempel muligt at tage sig en forfriskende tur i bølgen blå på Blokhus Strand i selskab med det frivillige netværk af helårsbadere, Søstjernerne. Bagefter er der skruet op for varmen i Saunahytten. Der er også skruet op for ambitionerne for Outdoor Festivalen, som VisitJammerbugten er med til at arrangere. Her satser man på, at festivalen bliver en tilbagevendende aktiv begivenhed i hele Jammerbugten.

Program for Outdoor Festival i Jammerbugten

 



22. juni 2016:

Nordjylland LIVE besøger Jammerbugten

Se udsendelsen fra 22. juni da TV2Nord og Nordjylland LIVE var på besøg i Jammerbugten

TV-stationen transmitterede direkte fra badebyen Blokhus og samtidig fra mountainbike teknikbanen i Slettestrand.

Få et indblik i hvad Jammerbugten byder på - både i forhold til erhverv, bosætning, outdoor og turisme.

Mød råvareproducenterne, Thorupstrand fisk og Ingstrup ost, der på dagen udstillede deres varer på råvaremarkedet i den gamle strandingsgård i centrum af Blokhus.
Se et indslag om Blokhus Salt, hvor du også samtidig får et indblik i,  hvordan Vesterhavets klare vand omdannes til salt i alverdens afskygninger.

OBS: Indslaget starter på tiden 20:16 

Yderligere information:

Aktiv i Jammerbugtens natur

 

Feriecenter Slettestrand -MTB


Guidede rideture i Svinkløv


Lokale råvarer fra Jammerbugten


Råvaremarkeder og torvemarkeder i Jammerbugten


Blokhus salt - lav selv urtesalt


Thorupstrand fisk


> Ingstrup ost


> Jammerbugt Kommune


 



23/06/2016:

Bålfest i Jammerbugten

Sankt Hans fejres flere steder i området med stemningsfyldte arrangementer og farverige bål  

Sankt Hans Blokhus strand 

Torsdag den 23. juni er der bålfest flere steder i Jammerbugt og særligt på Blokhus strand er der arrangeret ekstra underholdning for børn og voksne.

Aftenen byder bla. på koncert ved selveste Sussi & Leo og du kan se når norske orkestre, der gæster Jammerbugten i forbindelse med Nordsøfestivalen, marcherer fra torvet til Blokhus strand.

Derudover giver Åbybro Efterskole stor gymnastikopvisning, og der er mulighed for at børnene kan lege med i Anderæs eller bage deres egne snobrød.
Båltale holdes af Jens Saabo.  
 

  > Se programmet for Sankt Hans på Blokhus strand 
 

  > Se liste med øvrige Sankt Hans bål i Jammerbugten
 

  > Inspiration til flere ferieoplevelser i Jammerbugten



22/06/2016:

Mit skib er ladet med......


Lifeboats Gjøl

Onsdag den 22. juni kommer den sejlende kunstinstallation LIFE-BOATS til Gjøl havn.
En sejlende skulpturel installation udført i beton.
Hver skulptur har sin egen identitet og fortælling som deres udvendige form og deres indersider forholder sig til.
Det er lagt op til at publikum, i de byer hvor skibene lægger til, skal kunne gå ombord i dem og opleve skulpturernes indre installationer

Lifeboats Gjøl

Projekt LIFE-BOATS overordnede tema er kvinden i tre livsfaser: Længsel, Liv og Minder.

* Længsel *

Symboliserer den unge, der rejser ud i verden. Båden indeholder en forseglet skattekiste, der rummer personlige breve skrevet af dem, som båden møder undervejs.

* Liv *

Hvor den gravide mave er kahytten. Her er der lagt op til at børn og unge skal tegne selvportrætter på væggene indenfor.

* Minder *

Båden flyder på maven, med 19 små galionsfigurer på ryggen, der symboliserer portrætter af kvinder over 70 år, som har det til fælles at de kommer fra forskellige kulturer. Indeni kan du høre deres livsfortælling

De 12 meter lange skibe kan ses frem til den 26. juni 2016

Foto: Malene Pedersen og Lars Hegndal


  > Se program for LIFE-BOATS på Gjøl

  > Læs mere om projektet LIFE-BOATS

  > Musik på havnen på Gjøl - hver onsdag

  






26/05/2016 

Nu bliver skovturen sjovere

Skovens dybe stille ro får snart konkurrence fra musikalske legeredskaber af træstammer når Landshape festival skydes igang 2. - 4. juni i Blokhus Klitplantage 

Mandag den 23. maj går træskulpturkunstner Søren Brynjolf i gang med at trylle nogle af træerne i Blokhus Klitplantage om til kunstneriske natur-musikinstrumenter med sin motorsav. Hans finurlige instrumenter er et af de 15 kunstværker, der er i gang med at blive opført i Blokhus Klitplantage som en del af LAND-SHAPE festivalen. Det hedder selvfølgelig ”Musikalsk Legeplads” og kommer til at ligge side om side med naturlegepladsen i Gateway Blokhus.

Landshapefestival 2016

De næste to uger vil han blandt andet udskære et trampeklaver, som bliver udsmykket med motiver fra stedets natur:

”De her instrumenter er også skulpturelle. De tager udgangspunkt i det sted, de bliver lavet og refererer til skoven, planterne og Vesterhavet,” siger Søren Brynjolf og tilføjer, at han håber, de både bliver en kontrast til skoven og kommer til at spille sammen med den.

Han har arbejdet med udendørs musikinstrumenter i 20 år, og det er vigtigt for ham, at instrumenterne rent faktisk stemmer, så alle kan spille deres egen melodi på dem. Ud over trampeklaveret udskærer han også xylofoner og trommer af træstammer fra Klitplantagen. Han sørger for at lave solide instrumenter, der ikke går i stykker, når børn og barnlige sjæle spiller på dem.

Arrangørerne af LAND-SHAPE Festivalen håber på, at mange lokale borgere vil komme forbi og få en ny oplevelse og forståelse for kunst i naturen. Derfor vil Blokhus Klitplantage summe af musik, kunst, mad og debat fra den 2. til 4. juni, og det hele er gratis at deltage i.

Omkring Gateway og Klitplantagen vil der være en cirka 1,5 kilometer lang kunstrute, som man enten selv kan gå eller deltage i en af de guidede ture. Helt usædvanligt er ingen af værkerne helt færdige, når festivalen begynder. Det er nemlig meningen, at alle skal kunne opleve kunstnerne arbejde og gå i dialog med dem.

Det gælder også Søren Brynjolf, som vil færdiggøre sin musikalske legeplads torsdag den 2. juni mellem kl. 9 og 16. Derudover vil han underholde alle børn torsdag og lørdag kl. 16 ved at spille på sit værk, bugtale og fortælle gode historier.

Der vil også være rig mulighed for at få afprøvet sine egne kreative evner på festivalens syv forskellige workshops, som børn og deres voksne kan deltage i. På Skovkomfuret bliver der desuden kokkereret med lokale råvarer, så maven også kan blive fyldt op med dejlige oplevelser.

Søren Brynjolf er den eneste kunstner, der både deltager på LAND-SHAPE og Blokhus Træskulptur Festival, der foregår lige ved siden af LAND-SHAPE Festivalen, i Skulpturparken Blokhus.

Efter festivalen vil den musikalske legeplads blive ved med at sætte nye lyde på skovturen og gøre den sjovere, lige indtil instrumenterne går tilbage til naturen.

Læs mere om programmet for Landshapefestival 2016 eller på festivalens egen hjemmeside: www.land-shape.net


Landshapefestival i Gateway Blokhus 2. - 4. juni

 

Fernisering på Kunstværket ”FLOW”

Landshapefestival 2016

Kunstværket ”FLOW” af Karin Westermark er også en del af LAND-SHAPE og kan ses indtil den 23. oktober 2016

Fernisering onsdag den 1. juni kl. 20.00 
på Blokhus Strand til venstre for strandhusene.

Helle Bak Andreasen, formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktudvalget åbner kunstværket.

Alle er velkomne.

 

 

Thorupstrand i Jammerbugten

Aktiv påske i Jammerbugten

Byg en drage, led efter æg, drøn afsted på MTB, tag på marked, se på kunst, hop i Vesterhavet, nyd en koncert eller gå en skøn tur i Jammerbugtens enestående natur.

I påsken er der ingen undskyldning for ikke at komme ud og deltage i en masse aktiviteter sammen med andre, måske endda få sved på panden og helt sikkert et smil på læben.

Hver eneste dag i påsken og dagene op til – fra lørdag den 19. marts til mandag den 28. marts – indbyder Jammerbugten med de populære kystferiebyer Blokhus og Slettestrand og sin unikke natur til aktiviteter for alle aldre. '

Mange af dem er tilmed også gratis. 

 

Blokhus Kanonaffyring

 

Vær aktiv med

Fra Fjerritslev i vest til Grønhøj i nord er der spændende arrangementer, hvor gæster og fastboende sammen kan udfolde sig. Skal det være kreativt, indbyder såvel Blokhus som Fjerritslev til at lave sit eget påskepynt, dyppe lys eller måske endda prøve at lave din egen urtesalt. For folk, som kan lide at gøre en god handel og prutte om prisen er der markeder i både Tranum, Hune og Blokhus.

Mountainbikeløb Slettestrand

Er det mere livremmen, der strammer, kan en tur på MTB i Svinkløv-Slettestrand, hvor der Palmesøndag er påskeløb, måske hjælpe på det.

Løb - Forest 2 the Bay i Jammerbugten

Et stort tilløbsstykke er også løbet ”Forest 2 The Bay, der afholdes 2. påskedag med udgangspunkt fra Gateway Blokhus. Løbet har distancer for alle aldersgrupper lige fra halv-marathon til børneløb og et spændende ruteforløb via skovstier, strand og klitter. Eller tag måske en forfriskende dukkert i Vesterhavet efterfulgt af en tur i saunahytten sammen med vinterbaderne på Blokhus Strand.

påskeæg

Tid til sjov og ny inspiration

Påskens fridage kan også bruges til de populære aktiviteter såsom lasergame eller dragebygning i Gateway Blokhus. ”Den Store Påskeæg-jagt” i og omkring Blokhus og Hune lægger også op til familieskæg, motion og en masse frisk luft eller tag børnene med til trylleri og magi i Blokhus.
Se kanonaffyring ført an af Blokhus Kanonlaug eller nyd god musik flere steder i området. Restaurant Futten i centrum af Blokhus byder bla. på jazz den 26. marts og rundt omkring på Jammerbugtens mange gallerier indbydes der også til spændende påskeudstillinger og ferniseringer, der kan give ny inspiration.

Se hele kalenderen og det spændende

påskeprogram fra Jammerbugten

 

 

Februar 2016:

vinterbadere blokhus

 

Vinterferie og vinterbadning

"Vinterbadning er livsbekræftende og holder småskavanker fra døren" siger 81 årige Inge Skjoldager, der hver dag året rundt bader i Vesterhavet ud for Blokhus.
Hun er en del af netværket Vinterbaderne Søstjernerne, som samles på Blokhus strand hver dag hvor de går en tur, bader, synger en sang og nyder en hjemmebrygget bitter.

Det hele startede for ca. 12-15 år siden        ....     Læs hele historien her

 

 September 2015:

Svinklovene mountainbike

Stor indvielsesfest af nye stier i Kollerup og Svinkløv Plantager

I Kollerup og Svinkløv Plantager er der kommet flere muligheder for et aktivt udeliv – 6,2 km ny mountainbikerute i Kollerup og 6 km ny riderute gennem Svinkløv. Desuden er handicapstien ved Slette Å blevet forlænget, og der er opsat nye informationsskilte i hele området.

Naturstyrelsen Thy og Jammerbugt Kommune fejrer i fællesskab de nye friluftsmuligheder lørdag d. 19. september og inviterer derfor alle interesserede til en spændende aktivitetsdag i plantagerne. Startskuddet går kl. 10.00 ved borgmester Mogens Gade og skovrider Ditte Svendsen og derefter triller dagens program afsted med et væld af friluftsaktiviteter, du kan lave i skoven, udviklet og præsenteret i samarbejde med de lokale foreninger.
Umiddelbart efter borgmesterens tale indvies det nye spor officielt af medlemmer fra kommunens Kultur- Fritids- og Landdistriktsudvalg og her er alle øvrige interesserede naturligvis også velkomne til at cykle med.
Mødestedet er ved hundeskoven på Kollerup Strandvej (se skiltning på dagen). På pladsen er der også arrangeret bål med pandekagebagning og aktiviteter for børn, hestevognskørsel og smagsprøver. For dem, der vil vide mere om mountainbike eller evt. prøve benene af, er der øvelser og tekniklege samt oplæg om sikkerheden på cykel ved Esben Kronborg fra Feriecenter Slettestrand og Hjortdal Ungdoms- og Idrætsforening.
For hestefolket bliver der mulighed for ridning på den nye riderute ved Svinkløv ført an af Islænderklubben Ægir.

Ridning på stranden i Jammerbugten
Har du lyst til at strække benene og opleve den varierede natur er der også arrangeret flere guidede ture i området. Ved middagstid er der en tur langs den smukke Sletteå fra p-pladsen østligst på Sletteåvej eller du kan opleve den frodige Fosdal på en sensommertur ved naturvejleder Svend Møller Nielsen.
Alle opfordres til at medbringe cykler, hest eller gode vandresko.

Oversigtskort Kollerup Svinkløv
Find kortet i bedre kvalitet og download her

For Jammerbugt Kommune er naturen og oplevelser i naturen et vigtigt aktiv - både for borgerne i bosætningsmæssige sammenhænge, men også for de mange gæster, der besøger området hvert år. Samarbejdet imellem kommune og stat på den ene side og erhvervet og de frivillige på den anden side er positivt og fremmende for projekterne, siger Borgmester Mogens Gade.
Vi har en helt enestående natur og selve outdoor-området med aktive oplevelser i naturen og arbejdet med de stedbundne kvaliteter er en prioriteret indsats inden for turisme. Et udbygget og velholdt stisystem for flere brugergrupper, som kan pakketeres med overnatning vil udmønte sig i, at vi ender ud med en række salgsbare produkter, der er nemme at tilgå og dermed også lettere at markedsføre i ind- og udland. På den måde kan det få en positiv værdi set ud fra et turist- og hvervemæssigt perspektiv. Se nogle af oplevelsespakkerne her

Også Naturstyrelsen Thy glæder sig over stierne og samarbejdet, der er gået forud. Thomas Wessel Fyhn siger: ” Formålet med projektet har været etablering af et netværk af stier og kvalitetsforbedring på eksisterende for de forskellige brugergrupper - under hensyntagen til området naturværdier. Vi skal jo altid prøve at finde en balance mellem benyttelse og beskyttelse. Mountainbikespor efterspørges rigtig mange steder. Omvendt er der i de samme områder ofte også andre brugergrupper og interesser - herunder bl.a. jagt og grupper, der vægter den uberørte natur højest. For at undgå konflikter har vi nedsat det specielle, og meget lokale, brugerråd sådan at vi igennem dialog og kendskab til hinandens interesser, kan imødekomme flest ønsker. Det har givet et lokalt medejerskab, og det har vi haft positiv erfaring med i projektet her. Desuden kan Kollerup Plantage med dets udbyggede rutenet og sin bynære placering tæt ved gymnasium og øvrige idrætsfaciliteter højne mulighederne for friluftsliv og samtidig bidrage til at binde området bedre sammen mod Svinkløv, Fosdalen og Gateway Blokhus, slutter en tilfreds Thomas Wessel Fyhn.

Åbningen af de nye ruter falder også helt i tråd med det, der arbejdes med lokalt. I Destination Svinkløv-Slettestrand er en af indsatserne projektet: ”Trailcenter Svinkløv-Slettestrand”, hvor hovedtemaet er det at være gæst og aktiv i naturen og hvordan vi guider til oplevelser i naturen på cykel, til fods eller på hest. Projektet, der har været undervejs i et par år, er udviklet i samarbejde med Jammerbugt Kommune. Formand for Destination Svinkløv-Slettestrand, Kirsten Monrad glæder sig over de nye spor. Det er vigtigt at vi udnytter de fantastiske naturområder vi har. De aktive naturoplevelser er noget som gæsterne efterspørger og vil rejse efter, så derfor er vi i Destinationen kun glade for de nye muligheder.

Mountainbike Jammerbugten

Sporarbejdet er udviklet og etableret i et samarbejde imellem Naturstyrelsen Thy, Jammerbugt Kommune, frivillige i Kollerup Slettestrand samt Trailbuilderlauget Slettestrand og finansieret med støtte fra LAG-midler (Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter), Miljø- og Landbrugsministeriets Lokale Grønne partnerskaber samt Friluftsrådet.

 

10.08.2015:

Blokhus strand luftfoto


Fremgang i turismen i årets første måneder i Jammerbugten

Nyeste analyse fra Danmarks statistik viser at Jammerbugten er højdespringeren i Nordjylland idet turistkommunen er gået 6,4 % frem i antallet af danske og udenlandske besøgende i perioden januar – maj 2015 set i forhold til samme periode sidste år.

I årets første 5 måneder har der samlet set været 180.898 overnatninger i Jammerbugten og dermed  10.838 flere end året før i samme periode.

Det er især camping og feriecentre, der har oplevet fremgangen med henholdsvis 7280 og 6706 flere overnatninger hvorimod hoteller og vandrehjem har haft en mindre tilbagegang. Feriehusovernatningerne er ikke med i opgørelsen idet de tal først fremkommer april 2016. Når der sammenlignes skal der samtidig tages højde for at pinsen i år falder i maj, hvor den i 2014 faldt i juni.

Fremgangen ses hovedsageligt blandt de danske gæster, der er gået frem med 7771 flere overnatninger i forhold til 2014 efterfulgt af nordmændene (1419 overnatninger) og tyskerne (868 overnatninger) 

Og den positive vækst i antallet af overnatninger står Jammerbugten alene om i Nordjylland. De øvrige destinationer har en mindre tilbagegang. Tallene er hentet fra den seneste destinationsrapport udarbejdet af VisitDenmark, der belyser turismeudviklingen hos 18 destinationer i Danmark. 18 turistområder, der betragtes som selvstændige destinationer på baggrund af volume i overnatning, turismeomsætning og deres strategiske arbejde med udvikling og markedsføring af området

Læs hele rapporten her


Blokhus familie på cykel

”Det er en stigning, som borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Gade, glæder sig over. Det er dejligt, at vi i Jammerbugt Kommune nu kan begynde at nyde godt af alle de investeringer og tiltag, der er foretaget i turismen. Hele destinations- og turistserviceapparatet, der samarbejder med erhvervet, arbejder målrettet for at få flere gæster. Og sammen med alle de frivillige gør de en fantastisk indsats for at skabe attraktive turistprodukter, oplevelser og events - også udenfor højsæsonen.  Og det afspejler sig altså også nu positivt i overnatningerne.  Det kan vi være stolte af, siger Jammerbugt Kommunes borgmester Mogens Gade.

Markedsføringsindsatsen, der styres af VisitJammerbugten via den nye Vækst og Udviklingsforvaltning, har også været anderledes i år. ”Vi har koncentreret vores indsats hovedsageligt omkring det digitale, hvor vi via digitale partnerskaber med erhvervet har kørt deciderede on-line kampagner målrettet bla. norske gæster og omkring bla. miniferierne i  påske og pinse. Vi ved at 80 % af alle gæster starter deres rejseplanlægning on-line, og vi prioriterer derfor at styrke tilstedeværelsen på de store internationale platforme og kommunikere med gæsterne den vej. Selve bookingplatformen kører også nu, så overnatning og oplevelser i pakketerede produkter fra Jammerbugten kan bookes. Det er nemt at tilgå, og alle undersøgelser viser, at det kan nutidens turister rigtig godt lide. Her i sommer har vi haft besøg af den tyske TV-station Sylt 1, hvor VisitJammerbugten i samarbejde med VisitDenmark i Tyskland og turisterhvervet havde sammensat et spændende program. Optagelserne skal bruges til 2 udsendelser, der sendes flere gange hen over efteråret. Så med de nye indsatser bliver det rigtig spændende at følge udviklingen i det hele fremadrettet, siger Marketingkonsulent Anne Nøhr Ringgren, VisitJammerbugten.

Slettestrand mountainbike

Hos Feriecenter Slettestrand, der har specialiseret sig i Mountainbike-turisme, melder de om en positiv forsæson. ”Vi kan ikke klage. Vi har dårligt nok plads til flere”, siger en glad Mette Marie Kronborg. Vi har sådan set haft fuldt booket og dermed næsten alt udsolgt, så vi har henvist gæster til andre overnatningssteder. Vi har rigtig mange nordmænd, der kommer her i for- og eftersæson for at køre mountainbike pga bedre cykelvejr her contra Norge. Og vi gør en del ud af at arrangere aktiviteter for dem i form af specielle løb- og tekniktræning. Og det virker. For Feriecenteret melder om utrolig mange gengangere blandt gæsterne og siden 2011, hvor de startede med mountainbikegæster, er det kun gået fremad. 

Hos  Jambo Feriepark melder de også om en god forsæson og flere danske og norske gæster. ”Men det er ikke noget skønmaleri for kigger vi lidt længere frem, så har juli været dårlig med ca. minus 15 %”, siger Karsten Egelund, indehaver af en af Jammerbugtens største campingpladser: Jambo Feriepark. ”Og det er på grund af vejret. Dem, der kommer for at ligge i telt har svigtet os i år, og sådan er det generelt i branchen. De små ferier såsom Pinse og Kr. Himmelfart har været gode i år, og vi har fået flere fastliggere ind, så totalt set er vi nok 5-6 % foran sidste år, så vi skal nok holde skindet på næsen”, afslutter Karsten. 

Inge Vestergaard fra Blokhus By Camping melder om en udmærket forsæson. ”Men den var kold vejrmæssigt, og det er svært at slå sidste års tal, som bare var gode”, siger hun. ”Men vi oplever, at de nordmænd, svenskere og danskere, der er her får lyst til at blive et par dage mere, når de finder ud af alt det, der sker i området. Og det er jo bare dejligt”.

”Vi er veltilpas og holder skansen” lyder det fra John Andersen, formand for Erhvervsforeningen i Blokhus. Vi har de tidligere år haft kanon sæson, men pga. svigtende vejr har det ikke været lige så godt som årene før. Men miniferierne i Påske, Pinse og Kr. Himmelfarts har været rigtig gode, og vi har også oplevet flere norske gæster. De er en fornøjelse. De er altid glade, og vender ikke hver en krone. Dem bør vi gøre en ekstra indsats for at få flere af.

Sandskulpturfestival Blokhus 2015 

Sandskulpturfestivalen, som John Andersen også står bag, kan fremvise meget positive tal i år. Da der ikke har været strandvejr, så har det mindre gode vejr haft positiv indvirkning på besøgstallet på festivalen. Her kan de melde om 58% fremgang i forhold til sidste år og gæst nummer 50.000  gik igennem tælleapparatet forleden. Også øget markedsføring og det kendte tema omkring HC Andersen har været skyld i de mange gæster, slutter en tilfreds John Andersen.

 

Turismen i Danmark

Der er også positive tendenser i turismen på landsplan.  De danske og udenlandske turister foretog samlet set 13 mio. overnatninger fra januar til maj 2015, hvilket er en stigning på 7,0 pct. i forhold til samme periode sidste år. 

Læs hele rapporten her

Overblik

Udvikling antal overnatninger januar t.o.m. maj 2015 excl. feriehusovernatning

                                      

Danske turister            159.725

Udenlandske
turister                         21.173

Total                      180.898

Nom. udv.               10.838

Vækst %                  6,4 %  

 

Nyttige links

 

Find nøgletal på turismen i Danmark via nedenstående links:

 

Destinationsmonitor januar - maj 2015
Læs rapporten for udviklingen blandt de 18 største turistdestinationer i Danmark

 

 

Aktuel udvikling Dansk Turisme januar - maj 2015
Få et indblik i den aktuelle udvikling i Dansk Turisme 

 


 

Destinationsmonitor 2014
Læs rapporten for resultatet blandt de 18 største turistdestinationer i Danmark for 2014

 

 


 

01/07/2015

Blokhus

Blokhus Badeby

150 års jubilæum - Den store badedag!

Igennem hele foråret har Blokhus lagt op til den store event, der skal markere, at 2015 er året, hvor Blokhus kan fejre sit 150 års jubilæum som badeby. Torsdag den 16. juli fra kl. 8.00 går det for alvor løs og starter med en dukkert i bølgerne for de morgenfriske som optakt til DEN STORE BADEDAG!

Manden, som blev den første badegæst i Blokhus hed Meir Aron Goldschmidt. Hans opdagelsesrejse langs Vestkysten, og ikke mindst ophold i Blokhus, satte en forandring i bevægelse, og Blokhus startede sin transformation fra simpel fiskerby til badebyen, der 150 år senere er kendt som ”Den Hvide Badeby”.

Blokhus var tidligere et ældgammelt fiskerleje, men i dag er byen et ferieparadis. Men hvordan har Blokhus udviklet sig til den by, vi kender i dag?

Vi skal tilbage til 1865 for at finde den spæde begyndelse… 
Det var københavneren, den dansk-franske forfatter og journalist Mair Goldschmidt, som første gang tog springet ud i Vesterhavets bølger ved Blokhus Strand – i hvert fald som dokumenteret rekreationsaktivitet. Han var bosat i hovedstaden, men det fremgår af hans dagbog at han i 1865 rejste langs Vestkysten ved Vendsyssel og Thy.  I løbet af denne rejse besøgte han også Blokhus i 10 dage, hvor han boede på det gæstgiveri som senere blev kendt som Hotel Nordsøen. Efter at have drøftet ideen med gæstgiveriets forpagter, Borregaard, sprang Goldschmidt ud i de store bølger d. 16. juli 1865. Han var begejstret. Derfor lovede han at sprede budskabet om badebyen efter sin hjemkomst. Klitgaard forsikrede samtidig, at han ville få sat badevogne op, som hans gæster fremadrettet kunne benytte sig af. Dermed var strategien lagt for den begyndende promovering af Blokhus som badeby.

Badejomfruer Blokhus

Det er nu snart 150 år siden, men siden da er den lille kystby vokset som feriedestination. I dag valfarter turister såvel som lokale til Blokhus Strand for at bade.

Hele torsdag den 16. juli er helliget eventen til at markere 150 års jubilæet. Blokhus vil således fra tidlig morgenstund til sen aften være én stor fest med masser af aktiviteter henover hele dagen.

Jette Grønhøj fra VisitJammerbugten, der er koordinator for den store fest forventer en dag, der vil gå over i historien som en helt særlig dag, som hverken byens sommergæster eller fastboende vil glemme. Dagen byder på sandslotskonkurrence, skudehandelsmarked, menneskelig kædedannelse af ordet BLOKHUS, som så fotograferes fra luften - efterfulgt af verdens måske længste badekæde, musik på torvet, historisk opvisning af bademode, faldskærmudspring og meget mere.

Jette Grønhøj glæder sig til, at de mange timers møder og planlægning gennem vinter og forår, der er foregået i samarbejde med de frivillige i Blokhus, nu kulminerer i en fantastisk folkefest. Det har været en særdeles kreativ proces, hvor mange idéer har været oppe at vende.

Nu er programmet fastlagt, og vi forventer, at dagen bliver helt fantastisk, både for turister og gæster i Blokhus” samt borgerne i Jammerbugten, fortæller Jette og fortsætter: ”Blokhus by, de forretningsdrivende og byens mange frivillige vil stå på den anden ende for at gøre dagen helt speciel og minderig. 


Dagen er arrangeret af VisitJammerbugten i samarbejde med Erhvervsforeningen i Blokhus 

Se program for dagen her 


06.07.2015:

 

Kronvildt i Store Vildmose

 

Se den nye film om Store Vildmose

De enorme vidder, den dramatiske historie og en aktiv hverdag gør et besøg i Store Vildmose til noget helt særligt, du kun kan opleve her på de cirka 60 kvadratkilometer. Her møder du natur, historie og kunst.

Store Vildmose er et spændende stykke Danmarkshistorie 

Naturfotografen Morten Hilmer har været på besøg i Store Vildmose, og du kan se den nye film og læse mere om Store Vildmose her 


 

06.07.2015:

Musik i Sommerlandet Torvet Blokhus

Musik i Sommerlandet er tilbage

Hver tirsdag i perioden 7. juli – 11. august er der traditionen tro en række gratis koncerter med anerkendte kunstnere på Torvet i Blokhus.

Koncerterne fylder hvert år torvet til bristepunktet når musikken får hele badebyen til at vugge til rytmerne. I år kan du udover de enkelte kunstnere også opleve TV2/Nord all stars band, der er backstage orkester ved nogle af koncerterne.
Alle koncerterne starter kl. 19 og transmitteres efterfølgende på TV2.
Koncerterne er arrangeret af TV2/Nord i samarbejde med Jammerbugt Kommune. 

7. juli Bobo Moreno sammen med TV2/Nord All Stars Band
14. juli Rugsted & Kreutzfeldt
21. juli Clemens sammen med TV2/Nord All Stars Band
28. juli Dorthe Gerlach med eget band
4. august Claus Hassing med eget band
11. august Karen Mukupa sammen med TV2/Nord All Stars Band

Læs mere om koncerterne og de enkelte kunstnere her

 

Sankt Hans Blokhus bål

22.06.15:

Sankt Hans i Jammerbugten

Sankt Hans er Midsommerfesten, hvor vi fejrer de lyse nætters herkomst. Det fejres traditionen tro med store bål, taler, hygge og Midsommervisen. Står du stadig og ovevejer, hvor du skal fejre Sankt Hans i Jammerbugten, så knitrer bålene i alle hjørner af Jammerbugten d. 23. juni.

Galleri Munken ved Ingstrup er Sankt Hans blevet en ’hygge-tradition’. I år er ingen undtagelse og du kan nyde lækker galleribuffet, bål og irsk musik ved de lune og humørspredende Schwåmpis Venner.
I Klim Forsamlingshus inviterer Landsbyforeningen til fællesspisning fra kl. 18.00, ved forudbestilling, hvorefter bålet tændes kl. 20.00.
Midsommerfesten kan også nydes på stranden i Tranum, hvor Landsbyrådet inviterer til årets Sankt Hans Fest. Borgmester Mogens Gade holder årets båltale kl. 20.15. Derudover er der musik og sang ved Jammerbugt Kulturskoles lærere og elever. Du kan også fejre aftenen på marken bag Egnssamlingen, hvor Øster Han Herred Egnssamling er vært ved Sankt Hans Bål fra kl. 19.00.
Traditionen tro indbyder Hjortdal Beboerforening også til Sankt Hans på stranden i Slettestrand. Her tændes bålet kl. 21.00.
På Øland fejres aftenen ved Øland Medborgerhus. Her er grillen klar kl. 17.30 - medbring egen mad og nyd den sammen med andre øboere. Bålet tændes kl. 19.00 og årets båltaler er Otto Kjær Larsen, tidligere borgmester i Fjerritslev Kommune.
I Kaas afholdes Sankt Hans i Kaas Sports- og Lystanlæg kl. 19.00.
Attrup Havn fejrer man også Midsommeren i fællesskab. Her vil den lokale ildsjæl Ida Larsen, som modtog Jammerbugt Kommunes ildsjælspris i 2013, holde årets båltale.
I Pandrup fejres Sankt Hans i Pandrup Anlæg, hvor der blandt andet er gratis snobrød til børnene. Båltale ved formanden for PGU, Inger Kristensen.
Halvrimmen Borgerforening er ligeledes vært ved årets Midsommerfest – det foregår ved Jægerum Søpark. Her tændes bålet allerede 18.30, hvor den forhenværende Forsvarsminister, Søren Gade, leverer årets båltale.
I Aabybro kan du nyde aftenen i Søparken, hvor bålet tændes og sejles ud på søen. Aabybro Borgerforening står bag arrangementet, som starter kl. 18.00. Kulturskolens elever disker op med musikalske indslag, KFUM-spejderne laver aktiviteter på pladsen og der er skattejagt på plænen. Båltale ved skoleleder på Aabybro Efterskole, Thorsten Matthiesen.
I Biersted har du også mulighed for at synge med på Midsommervisen. Det sker i ’Den grønne Kile’ v/Haldagervej, hvor der er musik fra kl. 18.30. Båltalen afholdes af Mogens Nørgaard med start kl. 20.30.
KFUM-spejderne i Gjøl inviterer til Sankt Hans Fest med blandt andet tombola, flødebollekanon og snobrød, og der er båltale ved Jørn Rytter.

Endelig, er der også stort bål på Blokhus Strand, hvor der udover musikalske indslag vil være en stribe aktiviteter for børnene, musikstafet på Torvet og båltale ved Lotte Heise.
Læs særomtale  
Se Blokhus program  

De fleste steder kan du købe grillpølser eller kaffe og kage, og enkelte steder kan du få en mindre festmenu – oftest dog ved forudbestilling.

Der er altså rig mulighed for at komme ud og nyde årets Midsommeraften tirsdag den 23. juni!

 

 

Indvielse Blokhus Bæk

Jammerbugt Kommune kan nu, i samarbejde med en række øvrige aktører, indbyde til indvielse af Blokhus Bæk fredag den 19. juni kl. 15.00

Yderligere info og program for dagen

 

 

 

 

 

 

Del denne side

Nyttige links