Strandingskroen i Blokhus - Kgl. Privilegeret kro

Nordjyder skaber ny profil på Strandingskroen i Blokhus

Kongelig privilegeret kro - Strandingskroen i Blokhus - åbner torsdag den 30. marts med helt nyt team og ny madprofil, hvor madoplevelsen er dømt til at være helt i særklasse
marts 27, 2017

De fire ambitiøse nordjyder, der skal stå i spidsen for kroen, har bred erfaring fra andre store og anerkendte spisesteder i Nordjylland, og nu vil de prøve at slå deres gastronomiske folder med den kongelig privilegerede kro i Blokhus.

Strandingskroen Blokhus

I fordums tid blev kroen tildelt den fornemme status: "Kongelig Priviligeret", da Kronprins Frederik (senere Frederik den 7.), besøgte Blokhus flere gange. Majestæten blev, af den daværende “kloge kone” og kro-madamme Christiane Klitgård, kureret for sine majestætiske tømmermænd, og det blev belønnet med den kongelige gunst.

Majestætiske tømmermænd kan du sikkert stadig tilegne dig, men det er ikke det, der skal være hovedformålet med at besøge den smukke, stråtækte Strandingskro.  De 4 gutter, der står i spidsen for projektet har lovet gæsterne "Fine Dining" og et internationalt vinkort, så der bliver fokus på en gastronomisk oplevelse i særklasse, hvor du gerne skulle blive positivt overrasket med noget, som du ikke lige har set eller prøvet før.

Strandingskroen Blokhus

Lars Larsen, som er en af kokkene, siger: "Det aller bedste er at give gæsterne noget, som de ikke har set før og egentlig ikke selv ville vælge, og så viser det sig, at de er ret vilde med det". "Der bliver ingen buffet eller pizza her hos os. Det er der simpelthen så mange andre, der er bedre til at lave". "Vi synes Blokhus har manglet noget finere madlavning, og det vil vi forfølge med vores restaurant".

Strandingskroen Blokhus

Foto: De 4 herrer, der står bag ny madprofil til Strandingskroen i Blokhus. Fra venstre: Thomas Jørgensen, tjener, 38 år, Kent Olesen, tjener, 45 år, Lars Larsen, kok, 36 år og Claus Gustafsson, kok og 34 år. Alle lokale henholdsvis fra Aalborg, Aabybro, Kås og Storvorde.


Ideen omkring at rykke ind og starte projektet op opstod på opfordring af Kenn og Trine Kirch Bach, svigersøn og datter af Hans Jørgen Jensen, der har ejet bygningerne siden 1994.
Hans Jørgen Jensen har drevet kroet de sidste mange år, men på grund af sygdom de sidste 3 år, så har han haft andre til at varetage opgaven. Nu er Kenn Bach ansat som direktør i selskabet, og han har hjulpet herrerne igang i de hyggelige rammer. 

De blev inspireret til opstarten ved et besøg tilbage i efteråret 2016. De blev enige om, at der kunne gøres mange ting for at løfte madoplevelsen i badebyen. "Kan man lokke aalborgensere til Skagen og Lønstrup for at spise, så kan man da også lokke dem til Blokhus", siger Lars Larsen.

3 af fyrene kendte hinanden fra Cupo i Aalborg, og de har hver især erfaring fra Rosdahls i Aalborg, Vendia i Hjørring og Strandgaarden på Læsø. Der blev efterfølgende givet håndslag på at kroen skulle have nyt liv, og nu åbner den dørene torsdag den 30. marts.

Strandingskroen Blokhus

Gæsterne kan forvente lækkert mad tilberedt fra bunden og baseret på gode råvarer, hvor der både er noget for øjet og smagsløgene, men også så du føler dig mæt. Så det er finere mad, men også med noget på tallerknen. Der tilbydes 3, 5 eller 7 retter i en menu, der spænder i pris fra 425,-, 550,- til 695,- kr. for 7 retter.

Hertil en spændende vinmenu, hvor der også bliver kræset for oplevelsen. Kent har arbejdet med vin i 25 år, og Thomas har boet 9 år i Italien, hvor han også har tilegnet sig en bred viden indenfor feltet. Så der gives garanti for en super smagsoplevelse. "Vi vil ikke kalde det gourmet for det forbinder folk oftest med, at der ikke er noget på tallerknen. Og det er vores ambition, at gæsterne skal opleve, at de får noget for pengene", siger de alle enstemmigt.

Strandingskroen Blokhus

Restauranten vil fokusere på Fine Dining-konceptet om aftenen, et frokostkort bestående af moderne smørrebrød med et twist og samtidig være stedet, hvor du kan nyde en aftencocktail. Kortet skifter hver dag i højsæsonen, men den første åbningsmenu kan du prøve i de kommende 2-3 uger. Menuen består af 7 retter med alt fra kammuslinger, rødtunge, dansk lam, ost og spændende dessert. Hertil 5-6 snacks som appetizers. 
"Vi glæder os helt vildt til at komme igang og vise hvad vi kan. Vi har kørt prøvemiddage sidste fredag og lørdag for indbudte gæster med stor succes. Tidligere lå vi nummer 12 på Tripadvisor, og nu er vi rykket 8 pladser frem til nummer 4. Og vi er ikke engang åbnet endnu, griner de gæve gutter.
"Så vi tror, at vi har ramt noget. Det håber vi!"
 

Konkurrence

I anledning af åbningen kan du vinde en middag med 7 retter for 2 personer. Excl. drikkevarer. Deltag her

 

Åbningstider

Mandag 10. april - Søndag 16. april 2017 samt medio juni - medio august
Frokostmenu: Kl. 11.30 - kl. 14.30
Aftenmenu: Kl. 17.30 - kl. 24.00 (køkkenet lukker kl. 21)

Fra 18. april 2017 - medio juni
Onsdag - lørdag kl. 17.30 - 24.00 (køkkenet lukker kl. 21)

 

> Flere aktiviteter - Stort Påskeprogram i Jammerbugten

> Restauranter i Jammerbugten

> Læs mere om dansk mad og specialiteter i Jammerbugten


Del denne side

Menu i påsken

Strandingskroen Blokhus

7 retters menu

- Kammusling
- Grønne asparges og rå rejer
- Kartoffelret med stenbiderrogn
   og gede friskost
- Rødtunge m. tørret kål
   og brunet smør
- Dansk lam fra Vibygård m. hvidløg
- Danske og svenske oste
- Dessert: Rabarber og hvid chokolade 

Hertil 5- 6 snacks som appetizers

Pris kr. 695,-/person excl. vinmenu

Adresse:
Høkervej 2, Blokhus 9492 
Tlf. +45 98 24 90 07

Ud og spise i Påsken