Blokhus strand

Bedste tips til vinterferie for par

Photo: Poul Nymark

Natur, maritim kystkultur og spændende smagsoplevelser er helt centrale elementer, når ferieturen går til Jammerbugten, og du skal have en mindeværdig ferie.

Oplev suset fra Vesterhavet, lyset og de flotte solnedgange fra klitterne på en af Danmarks flotteste badestrande i Blokhus eller oplev vidderne og de fantastiske udsigter i den helt enestående natur i og omkring Svinkløv - Fosdalen. 

At opleve Jammerbugtens natur kan være en stor oplevelse, og i vinterferien er der gode muligheder for at se den - enten på egen hånd, på de guidede ture eller måske istedet igennem spændende smagsoplevelser. I vinterferien kan du opleve, hvordan naturen hentes ind i fødevareoplevelserne, og bliver omsat til unikke smagsoplevelser.

 

Du kan også fornemme og opleve, hvordan historien fra livet i naturen og ved kysten igennem tiden har sat sine spor i byerne og området langs kysten, og hvordan du stadig kan opleve historien og kystkulturen på helt tæt hold den dag idag.

Yoga, forfriskende morgenbadning og saunagus

En god start på vinterferien kan være at mærke naturens kræfter i kroppen sammen med de lokale fra vinterbader-netværket ”Søstjernerne”.

Her kan du opleve, hvordan en frisk dukkert i bølgen blå på Blokhus Strand kan forløse kroppens endorfiner og få dig til at sitre af ny energi. Morgenbadning med Søstjernerne er hver dag kl. 8.00 nedenfor sømærket på Blokhus Strand og er gratis.

Vil du gerne være sikker på at få varmen igen, kan du den 15. og 16. februar også springe i Blokhus’ brusende bølger over middag til Blokhus Strand Afterburner og efterfølgende varmes op med sauna eller saunagus (15.-16. og 19. februar) med dertil hørende fantastisk havudsigt.

Du kan også hoppe i bølgerne i Slettestrand og hos Feriecenter Slettestrand kan du efterfølgende blive forkælet i Havbadehuset, som er et nybygget varmtvandsbassin eller saunagus på udvalgte datoer (8+12+14+19+21/2)

Hos Kalstrup Livsstilshus kan du være med i yoga-sessions (18., 20. og 21. februar), hvor der ovenpå forretningen er indrettet yogastudie og en instruktør leder dig igennem Yin Yoga og Kundalini Yoga.

Guidede fortællinger, smagsoplevelser og naturvandringer

Kan du ikke helt få nok af Vesterhavet, så er der rig lejlighed til også at få smagen med hjem i form af et minde.

I vinterferieperioden er der nemlig en række muligheder for at komme med bag om produktionen hos nogle af de spændende fødevarevirksomheder i Jammerbugten. En af dem. Du kan f.eks. være med til, at lave dit eget urtesalt med saltet hentet direkte fra Vesterhavet hos det lille saltsyderi Blokhus Salt.

Læg også vejen forbi Aabybro Mejeri, hvor du kan købe ind af spændende specialiteter i mejeributikken, som  f.eks. den præmierede Ryå is eller smagfulde oste og smør samt øvrige delikatessevarer. Tirsdag kl. 14 - både i uge 7 og 8 - kan du deltage på de guidede rundvisninger, hvor der bliver fortalt og vist frem på det lille mejeri. Fortællingerne er altid et sandt tilløbsstykke, og der er selvfølgelig også smagsprøver på den populære is. 

 

I Slettestrand hos Madsmedjen inviterer de på spændende sanketur og kokkerering over åben ild både den 12. og 19. februar kl. 10-13, hvor du sammen med kokken Kresten skal finde spiselige urter og svampe i Svinkløv Plantage. Efter en lille times tur er du retur i Madsmedjen, hvor du skal tilberede høsten sammen med lækre, lokale råvarer over flammer og gløder. Fredag den 14. februar kl. 16.30 har du også mulighed for at lære teknikken med at bage med surdej og mel af gamle, unikke kornsorter, når Madsmedjen får besøg af Vester Hedegaard.

> Se oversigt med alle guidede ture og fortællinger i vinterferien

Maritim kystkultur i Jammerbugten

Februar og marts byder også på muligheden for at komme ind i værftet hos Han Herred Havbåde og se, hvordan der bygges klinkbyggede havbåde til det bæredygtige kystfiskeri i Thorupstrand. Du kan besøge udstillingen i Slettestrand, se den levende kystlandingsplads i Thorupstrand. eller kigge skibsbyggerne over skulderen i værftet i Slettestrand den 1. lørdag i hver måned fra kl. 11-15.

En unik og autentisk oplevelse, hvor du kommer helt tæt på den maritime kystkultur i Jammerbugten.

Hyggelig stemning og restaurantbesøg i feriebyen Blokhus

Snyd heller ikke dig selv for den hyggelige caféstemning i den gamle strandingsgård i centrum af Blokhus. Gården var tidligere centrum for skudehandlen mellem Danmark og Norge og huser idag istedet restauranter. Bindingsværket, brosten, stråtag og maritimt interiør gør oplevelsen og stemningen til noget helt særligt, og på Restaurant Futten kan du nyde en futfrokost eller frokostjazz. Strandingskroen er Kgl. privilligeret kro og en smagsoplevelse her er samtidig en fantastisk oplevelse af de unikke, historiske rammer, der byder på stor udstilling og interiør af gammelt strandingsgods.

Lige bag yderste klitrække, på toppen af klitten og helt tæt på havet, kan du spise italiensk hos Sottovento  Her er stemningen og romantikken i højsædet, når der serveres italienske specialiteter og vine.

Du kan også forkæle dig selv med en helt unik gastronomisk oplevelse i restauranten hos Strandhotellet Blokhus, hvor der er kælet for detaljerne på det hyggelige badehotel med servering af veltilberedt klassisk og gourmetmad fra det danske køkken. I vinterferien serverer de en spændende 2 retters vintermenu til 200 kr. bestående af oksefilet med selleri, pebersauce, urter og chips samt yoghurt-sorbet med Oreo-flager og solbærsirup.

Nord for Blokhus og tæt på Saltum ligger Fårup Skovhus. Hver torsdag i februar og marts (Dog ikke i uge 8) er der "Tag-selv-buffet" med sprødstegt,  gammeldags røget eller paneret flæsk på menuen. Stegt flæsk er en populær klassisker fra det danske køkken serveret med kartofler, rødbeder og persillesovs.

 

Kunst, shopping og kulturoplevelser

Oplev den helt eventyrlige lysstemning til Blokhus Winterlight Festival , som du finder i Skulpturparken Blokhus. Hele februar måned åbner den 20.000 m2 park for udstillingen af tusindvis af vinterlys, og i markedsarkaden inde i parken finder du særudstilling og workshops. I kunstbutikken kan du gøre gode kunstkøb og i Kulturhuset kan du både nyde kaffe-kagebord eller et lækkert måltid mad.

I centrum af Blokhus finder du en lang række butikker, restauranter og caféer, hvor du kan hygge med forfriskninger, ose, shoppe og købe med hjem.

Du kan f.eks. lægge vejen forbi Kalstrup Livsstilshus i centrum af Blokhus. Et populært og stort shoppingcenter i flere etager. Her kan du shoppe løs af de mange mærkevarer indenfor tøj og boliginteriør eller nyde en forfriskning og noget sødt i butikkens cafémiljø sammen med en flot udsigt over feriebyen.

 

I Hune finder du også den helt unikke kunstneriske oplevelse Museum for Papirkunst, som udstiller fortryllende papirkunst i verdensklasse.

I den særlige kerneudstilling kan du opleve spændende lyssætning og de imponerende, meterlange papirklip udført med en lille broderisaks af kunstneren Bit Vejle. I udstillingens forlokale er der samtidig mulighed for at gøre unikke indkøb af designvarer eller besøge den hyggelige café og smage kagerne, der er prydet med papirklip.

Den 14. februar fejrer de Valentines Day, og i den forbindelse tilbyder de gæsterne en særlig kærlighedsbillet, som er entre for 2 incl. kaffe og kage for 275.-.

Underholdende kultur

Skal feriedagene have et kulturelt islæt, så er der mulighed for at deltage på en række musikoplevelser i februar og marts

En særlig oplevelse kan du få på det tidligere jernbanehotel - den socialøkonomiske virksomhed Skovsgård Hotel, der er vært ved et par koncerter sidst i februar med henholdsvis blues og vestafrikanske rytmer. Hotellet tilbyder i den forbindelse spisning forud for koncerterne.

Listen med musikarrangmenter i februar og marts spænder vidt indenfor forskellige genrer. Lige fra Signe Svendsen, Lars Lilholt, Allan Olsen og til søndagsmatine med Laura Illeborg kvartet og irsk/skotsk stemning med Kræn West. Og den 28. februar kan du opleve Ib Grønbech på Fårup Skovhus

> Se kalender med alle musikoplevelser i februar og marts

Lyden af Vesterhavet eller skovens dybe stille ro

I Jammerbugten er det muligt at bo helt tæt på Vesterhavet og vågne op til lyden af havets brusen eller du kan bo inde midt i en skov med fuglefløjt og skovens dybe stille ro.

I Blokhus-området kan du opleve ægte feriebystemning ved at bo i centrum af badebyen og tæt på stranden på det dejlige Strandhotellet Blokhus eller i skøn ferielejllighed på Blokhus Feriecenter, der ligger lige bag 1. klitrække ud til den populære strand.

Strandhotellet Blokhus kører med et særligt vinterferietilbud for to personer i delt dobbeltværelse, søndag til torsdag til 950 kr. eller overnatning fredag til lørdag for 1050 kr.

Nord for Blokhus i utrolig smuk natur - meget tæt på Grønhøj strand og Løkken - finder du feriecenteret Landal GreenParks Grønhøj Strand som har en række hyggelige ferielejligheder eller du kan overnatte i skoven, tæt på Saltum strand hos Fårup Skovhus.

I Slettestrand-Svinkløv området har du mulighed for et rekreerende ophold på et hyggeligt, nyt badehotel - Hotel Nor Badehotellet med en helt enestående udsigt over hele Jammerbugten. Eller nyd et ophold tæt på stranden og Svinkløv Plantage Feriecenter på Feriecenter Slettestrand, der er specialiseret i aktiv ferie på mountainbike.

Du kan også vælge at nyde feriedagene i et smukt feriehus i klitterne, og her kan du se udvalget hos Jammerbugt Ferie eller hos Admiral Strand Feriehuse