Svinklovene

Svinkløv og Fosdalen er optaget i Danmarks Naturkanon

Foto: Anne Nøhr Ringgren

Svinkløv og Fosdalen har i forbindelse med optagelsen i Danmarks Naturkanon fået et nationalt kvalitetsstempel og er dermed blandt de 15 smukkeste natursteder i Danmark.

Juryens begrundelse:

Hav, klitter, kystslette, skrænter, vandløb og skov på én gang. Fosdalen og Svinkløv rummer masser af natur trods den forholdsvis beskedne størrelse. Her kan man på en og samme gang finde en utrolig vildskab og en mageløs ro. Kysten ved Svinkløv er med udsigt til det voldsomme Vesterhav, med larm af blæst og bølger, og fra toppen af kystskrænten Lien er der udsigt til hele området.

Overalt i Danmark findes smuk, spændende og nogle gange også vild natur, som har noget helt særligt, der gør det til en oplevelse at besøge.

Natur er noget af det Jammerbugten, er særlig rig på. I 2018 har Miljø- og Fødevareministeriet taget initiativ til at kåre 15 udvalgte steder til Danmarks Naturkanon heriblandt Svinkløv og Fosdalen i Jammerbugt Kommune.

Da de 15 steder skulle udvælges, var det muligt at nominere et eller flere af deres favoritsteder igennem Miljø- og Fødevareministeriets hjemmeside.

1.671 steder blev nomineret fordelt rundt i Danmark på over 500 skove, bakker, enge, heder, søer, åer, klinter, klitter og klipper. En jury, bestånde af Sebastian Klein og Bonderøven Frank Erichsen, samlede alle forslagene og brugte dem som inspiration, da de i første omgang skulle finde 30 kandidater til den danske naturkanon.

Efter offentliggørelsen af de 30 nominerede steder var det muligt efterfølgende at hjælpe egne favoritter i opløbet om at blive blandt de 15 endelige naturkanon steder ved at dele deres personlige beretninger om et sted. 1.200 personlige beretninger blev det til, mange af dem er bevægende små fortællinger, som bekræfter, at naturen er noget særligt.

    Svinklovene: Livsbekræftende udsigt i topklasse

    For enden af en lang Skovvej i Svinkløv Klitplantage kommer man pludselig frem til et fantastisk view over Jammerbugten. Meget ofte kan man få området helt for sig selv, og nogle gange sammen med få andre. Udsigten, vinden og naturen sætter sig direkte i sjælen med den bedste ro og får alle daglige trækasserier til at blive til ingenting. Tak til klovene. Indsendt af Flemming Koch - Kilde: Naturkanon

    Fosdalen:

    I Fosdalen hersker en grøn og frodig ro med en næsten regnskovsagtig stemning; der er planter overalt i det fugtige mikroklima, ikke mindst en stor bestand af forskellige bregner. I bunden af dalen løber en bæk, og hele området er hjemsted for et væld af sjældne planter og insekter samt spændende krybdyr, padder, pattedyr og fugle. Det er noget af det mest utæmmede, Danmark kan byde på.

    Storslået udsigt begge steder
    Med svigerfars sommerhus i området er vi flere gange kommet i både Svinkløv og Fosdalen, og der er uendelige muligheder for naturture - vi er slet ikke færdige! Der er dog to ture, jeg specielt vil anbefale: turen fra Svinkløv til Svinklovene på den markerede sti på skrænten langs havet, samt runden på godt 2,5 km i meget varieret tærren i Fosdalen. Begge steder mødes man af betagende udsigter og storslået, speciel og varieret natur. Min familie og jeg bjergtages hver eneste gang, både børn og voksne. Det er bestemt nogle af de smukkeste steder i Jylland. Indsendt af Marianne Henriksen - Kilde: Naturkanon

    Juryen har udvalgte de 15 natursteder med baggrund i kriterierne for arbejdet:

    • Det enkelte sted skal have en smuk natur og have noget særligt, der er værd at besøge. 
    • Stedet skal have en væsentlig biologisk, geologisk eller landskabelig værdi.
    • Der skal være offentlig adgang til hele stedet eller til væsentlige dele af stedet og en naturlig indgang for besøgende 
    • Stedet skal være en specifik geografisk lokalitet, som nemt kan formidles

     

    Danmarks Naturkanon

    Nordjylland 

    1. Lille Vildmose

    2. Skagen og Råbjerg Mile

    3. Fosdalen og Svinkløv

    Midtjylland 

    4. Vind Hede og Stråsø Plantage

    5. Jernhatten og Mols Bjerge

    6. Gudenåens og Skjernåens kilder

    Syddanmark 

    7. Svanninge Bakker og Bjerge

    8. Trelde Næs og Trelde Skov

    9. Mandø og Vadehavet

    Sjælland 

    10. Suserup Skov

    11. Røsnæs

    12. Mandemarke Bakker og Møns Klint

    Hovedstaden og Bornholm 

    13. Ertholmene

    14. Melby Overdrev og Tisvilde Hegn

    15. Vestamager og Øresund