Rødhus Kirke

Foto: Carl Chr. Hansen

Du hensættes til fortiden, når du besøger Danmarks anden mindste kirke, Rødhus, hvor kirkerummet kun belyses med levende lys.

Rødhus Kirke

- kirken ved verdens ende  

Skæbnen var ofte tung for beboerne i Rødhus op mod år 1900.

Omkring år 1500 satte sandflugten ind, og det blev en katastrofe for specielt Hune Sogn. 100 år senere betød dette en total udslettelse af sognets sydlige del, herunder Rødhus.

Rødhus kom først på landkortet igen i 1648, da ”Det røde hus” blev bygget til kornmagasin. Det var i skudehandlens tid, og kornmagasinet blev dengang betragtet som et tegn på nyt liv.

Siden hen har mange i Rødhus derfor holdt deres huse i den røde farve. Det var et savn ikke at have en kirke i nærheden, når de trange tider stod for døren.

Derfor blev Rødhus Kirke opført i 1913 for den nette sum af 12.767 kr. inklusive inventar, der til dels blev skaffet ved indsamling og statsstøtte. Grunden blev skænket af gdr. Jens Andreas Olsen, og arkitekten var Valdemar Schmidt fra København. Sidstnævnte tegnede bl.a. også 4 andre kirker i Nordjylland, f.eks. Lønstrup Kirke. Til byggeriet blev der nøje udvalgt håndstrøgne munkesten, som også blev brugt til stenalteret.

Du hensættes til fortiden, når du besøger Danmarks anden mindste kirke, Rødhus, idet kirkerummet kun belyses med levende lys. Dog er det lille harmonium, der indtil 1982 fyldte kirken med toner, blevet erstattet med et elektrisk drevet orgel.

Rødhus Kirke blev renoveret i 2008.

Beliggenhed

Kirkevej 7, Rødhus, 9490 Pandrup

 

Del dine oplevelser:

VisitJammerbugten © 2024
Danish