Fosdalen

Fosdalen og Nøddedalen var som et smukt eventyr

Torsdag, december 21, 2017

Sådan fortæller Hanne Nörskau Jensen, 36 årig vandrer fra Slagelse, der har brugt det meste af december til at udforske naturen langs vestkysten. 174 km vandretur er det blevet til med start den 1. december - 18. december fra Frøstrup i vest til Skagen i nord. En del af turen er derfor gået igennem Jammerbugtens smukke natur.

"Fosdalen og Nøddedalen var en helt specielt og unik oplevelse for mig. Det var fortryllende, rigtig smukt, nærmest som et eventyr, siger hun med begejstret stemme. Jeg har alligevel passeret en del natur, men Fosdalen har bare været noget særligt. Indgangen med den lange bro, tynde træer, der stod helt tæt sammen og noget specielt græs ala tykke siv, der ikke var så højt samt snoede bække med rislende fint vand. Det var simpelthen så specielt". 

Hannah in colors i fosdalen

> Læs også - På vandretur igennem Jammerbugten

Vandreturen var den 3. lange tur af sin art i år. Hanne Jensen er blevet grebet af vandring. Den første tur gik fra Esbjerg til Søndervig i sommers. I efteråret var turen fra Søndervig til Frøstrup i Thy. Til februar går turen fra Esbjerg til den tyske grænse.

Hun er egentlig uddannet teknisk designer, men føler ikke at hun kan komme tilbage til et indendørs kontorjob efter at hun har oplevet hvad naturen og friheden gør ved en som menneske. I stedet drømmer hun om engang i fremtiden, at kunne leve af sin nye passion, hvor hun kan sælge guidede vandreture rundt i Danmark. I den forbindelse har hun også startet en blog. Her kalder hun sig  Hannah in Colors, hvor andre kan følge med i hendes oplevelser rundt i Danmark. I gennemsnit vandrer hun ca. 10 km om dagen med sin rygsæk. Nogle gange er turen på stier og veje inde i landet og andre gange langs kysten. Hele turen er primitiv. Overnatningen foregår altid i shelter eller i sit eget medbragte telt. På denne tur har hun f.eks. ikke været i bad i 18 dage, men det generer hende ikke. Vandreturen er sådan en unik oplevelse, at komfort og luksus betyder mindre. "Når du som mig er på dagpenge, så kan du godt gå og blive lidt deprimeret og få ondt af dig selv. På mine vandringer udfordrer jeg mig selv og ser en natur som alle andre ikke har set før. Jeg føler mig lille i naturen og i starten kan den opleves hård og ubarmhjertig, men så starter genopbygningen. Naturen heler dig og transformeringen starter indefra hvorefter jeg kan sige til mig selv: "Hold kæft, hvor er du sej Hanne. Du har gennemført det nu". Det er bare vidunderligt. Samtidig har det overrasket mig utrolig meget, at jeg inspirerer så mange omkring mig. De skriver til mig privat om hvordan min historie inspirerer dem og har været med til at forandre deres liv. Min historie har givet dem troen på, at de også kan gøre det. Det er et kæmpe kompliment.  Det synes jeg er helt fantastisk", siger Hanne.

Nu kan man som læser godt stå tilbage med et billede af en inkarneret vandrer, men Hanne er faktisk først begyndt at vandre i 2017. Her blev hun ret facineret af bare at gå derudad og klare sig med det, der nu er i rygsækken. "Det er halvt impulsivt og så alligevel nøje planlagt, siger Hanne. Du ved aldrig hvad du støder på eller hvem du møder, men det er nøje planlagt i forhold til sovesteder. Jeg har noget godt grej i rygsækken og er sponsoreret af Spejdersport, som sørger for at jeg er godt ekviperet. Min sovepose og min drikkedunk kaldet Lifestraw, der renser vandet er f.eks. ganske uundværlig".

drikkedunk i vandløb

"Jeg følger altid min egen vej, men jeg har da krydset både Nordsøstien og Hærvejen på min tur igennem Jammerbugten. Jeg passerer en meget rå natur og elsker simpelthen roen. Der er så stille, at du ikke kan forestille dig det. Og vintervandring er også helt unik. Stjernehimlen er klarere om vinteren, når der er frost, og jeg har både oplevet supermåne og et hav af stjerneskud. Menneskene, som jeg har mødt på min vej, er også helt fantastiske. De har været så søde og har både tilbudt et lift og overnatning, men det har jeg dog takket pænt nej til. Folk vil så gerne hjælpe til og det står bare i skærende kontrast til den omkringliggende verden. Jeg er i min helt egen natur-trummerum, hvor højdepunkterne er helt nede på jorden. Det er befriende, siger Hanne.

Planlæg din egen vandretur i Jammerbugten

Vi har samlet en række nyttige links til dig, der også skal ud og vandre:

> På vandretur igennem Jammerbugten

> Find naturlejrpladserne i Jammerbugten

> Se alle naturstederne i Jammerbugten

> Bed & Breakfast steder i Jammerbugten

 

> Læs flere nyheder fra Jammerbugten

> Vær den første til at modtage nyheder fra Jammerbugten - Tilmeld her

Del denne side