Et lille håndbryggeri

Bugtens Bryghus

Et lille håndbryggeri

Bugtens Bryghus - et lille håndbryggeri

”Den kloge mand”, ”Havgus” og ”Tonic Bay” er bare nogle af navnene, som du måske er stødt på, når du er på smags-rundtur i de lokale råvarer fra Jammerbugten. Navnene stammer fra etiketterne på specialøl, der er produceret hos Bugtens Bryghus. Et lille mikro-bryghus, der indtil nu, er hjemhørende i en lille udbygning i landsbyen Bratbjerg tæt på Brovst. Det lille mikro-bryggeri producerer øl, tonic og mjød til restaurationer og specialbutikker i området.

Bratbjergmanden - den kloge mand 

”Gæsterne køber gerne, når der er en sjov etiket”, fortæller brygmester Allan Christensen, og ”Den kloge mand” refererer egentlig til Bratbjergmanden.

Han var ud af en slægt af kloge mænd og koner og en meget berømt naturlæge, som hjalp syge mennesker i nød. Han levede på egnen fra 1876-1956, og han var kendt vidt og bredt for at helbrede syge mennesker ved hjælp af naturmedicin eller hans overnaturlige evner. I 1928 blev han idømt 30 dages fængsel for kvaksalveri, og det medførte en massiv borgerprotest. Hele 3895 kr. blev indsamlet, og for at undgå folkelig tumult blev han løsladt en dag førend planlagt. Efter løsladelsen blev der arrangeret en stor folkefest, hvor op mod 5.000 mennesker mødte op for at hylde den lokale helt, og alle var med til at overrække pengegaven til en meget berørt Bratbjergmand. I 2002 blev der ved Bratbjergsøerne rejst en mindesten for naturlægen i Bratbjerg. (Kilde: www.tranump...)

”Øllen er også lavet for at hylde Bratbjergmanden. Den er mørk og kraftig med en god maltsmag, men om den ligefrem kan helbrede eller om du bliver klog af at drikke den. Det kan vi desværre ikke love”, griner Allan.

Drømmer om større lokaler

Ideen til at producere øllene opstod tilbage i 2006, hvor indehaveren den 47 årige Allan Rene Christensen, havde købt en almindelig øl til 5 kr. Oplevelsen var ikke af de helt store, som han selv udtrykker det, og derfor besluttede han sig for, at det måtte han kunne gøre bedre. Han fandt gruekedlerne og begyndte at eksperimentere med opskrifterne.  ”Vi lavede ølsmagninger, men de første gav vi faktisk væk”, griner han. ”Nu har jeg produceret det på hobbybasis i 12 år. Vi har 5 forskellige produkter, og producerer nu 3000 L øl årligt plus Mjød og tonics”.

Nu vil jeg gerne udvide og arbejder på at flytte produktionen til større lokaler, fortæller han, imens han sætter små klistermærkater på den seneste ølproduktion. ”Det er en stressfaktor ikke at kunne brygge mere, for når der er efterspørgsel, så vil jeg også gerne kunne levere”, fortæller Allan.

Den passionerede ølbrygger nyder at sidde ved computeren og udtænke opskriften. Han fremviser et stort skema, hvor alle ingredienser er nøje afstemt. ”Jeg synes det er meget sjovt at skabe noget, og nogle af råvarerne har jeg jo selv samlet sammen i den omkringliggende natur. Der er kælet for hele processen, og det må gerne kunne smages i øllen”, forklarer han.

Malt og humle forvandles til specialøl i de store gruekedler

Øl består egentlig blot af 4 ingredienser. Malt, humle, gær og vand. Humle er en slyngplante, hvor man plukker hunblomsten til ølproduktionen. Allan har den ikke selv i haven, men importerer den fra udlandet i pilleform. Der skal 1,4 kg humle til 320 L øl.

Humlen giver bitterhed, aroma og smag til øllet. Den anden del af øl er malt, og der er 100 forskellige typer, men rug, byg, hvede og havre er de mest brugte, forklarer han. Under 2. verdenskrig, hvor der var mangel på kaffe, ristede man f.eks. bygmalt, som gav smagen af kaffe. Malten kan bruges til at give forskellige smage til øllene. Eksempelvis kan det give smag af chokolade, karamel, lakrids eller whiskey, så der er mange muligheder. Sukkeret i malten skal gæret bruge til at lave alkohol, og de forskellige gærtyper er med til at bestemme alkoholprocenten i produkterne.

I de store gruekedler i den lille bygning producerer Allan 300 L øl pr. produktion, og drømmer om at investere i større mæskekar. Mæsk er restproduktet af malten, når sukkeret er trukket ud efter 1-2 timers kogning, forklarer han.

Det er rene kostfibre, og mæsk-produktet videreføres til Købmandsgården og Skovsgård Hotel, som bruger det i deres brødblandinger. ”Det begrænser spild, og er jo faktisk en form for bæredygtig produktion”, fortæller Allan.

bugtens bryghus gin og tonic

Den nordjyske natur ind i produkterne

Bryggeriet producerer også 2 forskellige tonic-vand og Mjød. Tonic-bay er f.eks. tilsat havtorn og enebær fra den nordjyske natur. Samtidig er det kinabark, der koger i 20 min og lagrer en uge, hvorefter du har en dejlig tonic. Den bruger vi til at ledsage den berømte gin fra Nordisk Brænderi. Mjød er egentlig honningvin, og er en rigtig gammel tradition, der stammer helt tilbage fra vikingerne. De drak både Mjød og øl, forklarer Allan. I dag drikker du Mjød til desserter eller i cocktails. Nogle bruger det også til at marinere kød. Alkoholen mørner kødet. Mjød, der typisk ligger på en alkoholprocent på 12-17%, skal lagre et helt år og består udelukkende af vand, honning og gær samt evt. krydderier. Smagen fra honning gør den sød, og rabarberen giver den det syrlige.

Øl med private label

Der ruller en bil ind i gårdspladsen. Skovsgård Jagtforening har bestilt et parti øl med private label, som skal afhentes. ”Det er også et af vores forretningsområder”, forklarer Allan. ”Normalvis skal du af med omkring 50.000 kr. for at få 2000 flasker med private label (egen etiket) fra et større bryggeri. Men de små håndbryggere kan håndtere de små bestillinger uden, at der er de store omkostninger ved det”.

Jagtforeningen har 75 års jubilæum og Poul, der henter øllet, glæder sig over muligheden. ”Vi synes det er meget sjovere at investere i noget, der er lavet lokalt. Og når vi har vores egen etiket på, så kan vi bruge øllene i forskellige sammenhænge i foreningsregi. Det sætter vi stor pris på”.

Bugtens bryghus private label 

Bugtens Bryghus kan du møde til forskellige råvare- og julemarkeder samt dyrskuer rundt omkring i Nordjylland. Samtidig tilbyder de guidede ølsmagninger på bestilling.

Øllene, der er 50 cl, kan også bestilles og købes online:

> Specialøl - Den kloge mand - køb her

> Specialøl og lokale råvarer - Jammerbugt kurven - køb her

> Tonic Bay - Ginkasse - køb her

 

 

> Vind en efterårsferie på Landal Green Parks Grønhøj og billetter til Fårup Sommerland 

> Læs mere om Efterårsferie i Jammerbugten

 

Del denne side