Kaas Briketfabrik

Kaas Briketfabrik blev opført i 1925-26. Den 1. juni 1933 eksploderede fabrikken, men allerede i november samme år stod en mere moderne briketfabrik færdig - verdens første af sin slags.

Kaas Briketfabrik

– fra fortid til fremtid 

Kaas Briketfabrik blev opført i 1925-26 i Lundergårds Mose under ledelse af Ib Nyboe med støtte fra staten. Grunden til statens interesse i Nyboes idé om at fremstille hårdt pressede briketter kan være potentialet i at udnytte de danske mosers energireserver og på den måde opnå energimæssig selvforsyning og begrænse importen. Men det blev et dyrt eksperiment, som resulterede i, at Nyboe gik konkurs i 1931. Derefter overtog staten briketfabrikken med den tidligere driftsingeniør Johannes Jørgensen som direktør. Efter en hård start med underskud opnåede man omsider en effektiv driftsmetode. Men den 1. juni 1933 eksploderede briketfabrikken, og 2 mand omkom. Den 1. november 1933 stod en mere moderne briketfabrik færdig - verdens første af sin slags.

Da produktionen var på sit højeste i løbet af 2. Verdenskrig, beskæftigede fabrikken 600 personer. I april 1966 blev briketfabrikken lukket grundet overgang til andre brændselsformer og mangel på mosejord. Briketfabrikken fremstår i dag forladt og forfalden. For at bevare det fantastiske kulturmiljø er der bl.a. planer om levendegørelse af de gamle værksteder, musik, udstillinger og cafe.   

 

 

 

Del denne side

Beliggenhed

Briketfabrikken er beliggende på Kvostedbakken i Lundergårds mose nordvest for Moseby.

Yderligere information