Hvissehøj

Stendysser og jættestuer kendes fra bondestenalderen, der begyndte 4000 år f.Kr. og varede indtil 1700 f.Kr. Hvissehøj er Danmarks eneste kendte jættestue med tre kamre.

Hvissehøj

- Danmarks eneste jættestue med 3 kamre

Stendysser og jættestuer kendes fra bondestenalderen, der begyndte 4000 år f.Kr. og varede indtil 1700 f.Kr. I denne tidsepoke begyndte befolkningen i Nord- og Vesteuropa at dyrke jorden og holde husdyr, hvilket for længst havde fundet sted i Syd- og Mellemeuropa. I takt med landbrugets indførelse blev det vigtigt for en befolkningsgruppe at markere retten til deres jord. Derfor opførte bønderne gravmonumenter i form af stendysser og jættestuer, hvor betydningsfulde familiemedlemmer blev begravet. Jættestuerne er de yngste af storstensgravene, og de er større i kapacitet end stendysser. Kamrene er forsynet med en smal gang, så det var muligt at besøge de døde og tilbede dem. Jættestuerne blev opført over en kort periode og derefter brugt til begravelser op gennem bondestenalderen samt få gange i bronzealderen.

I Danmark findes ca. 500 jættestuer, hvoraf 25 er med bikammer. De sidstnævnte er hovedsageligt blevet opført i den nordlige del af Jylland, plus 2 på hhv. Sjælland og Lolland. Hvissehøj er unik i den sammenhæng, da det er den eneste jættestue med 3 kamre i Danmark. Da Hvissehøj blev restaureret i 1915, fandt man nogle få knogler i jættestuens gang samt ravperler, lerkar og flintdolke i det første kammer. For at stabilisere jættestuen blev der opsat jernkonstruktioner, som blev udskiftet i 1987.     

                                                      

Bemærk:

Det er på eget ansvar, hvis man kravler ind i jættestuen.

 

 

 

 

 

 

 

Del denne side

Beliggenhed

Nord for Attrup ad Kokkedalsvej, dernæst til venstre ad Blushøj. Derefter til højre til Alsbjerg, hvor der er opsat skilt.

Yderligere information

VisitJammerbugten, Strandvejen 5B, 9492 Blokhus.