Til forsiden
Medicin

I Danmark er salg af de fleste lægemidler forbeholdt apotekerne. Visse håndkøbslægemidler kan dog købes på godkendte salgssteder i detailhandelen i den almindelige åbningstid. Apotekerne følger generelt de normale åbningstider. I de største byer har visse apoteker åbent hele døgnet (vagttjeneste). Derudover har en række apoteker, fordelt over hele landet, tilkaldevagt, hvilket betyder, at en farmaceut eller farmakonom efter telefonisk kontakt kommer til stede på apoteket. Ved telefonisk henvendelse til ethvert apotek vil en telefonsvarer oplyse, hvor det nærmeste vagtapotek findes. Alle apoteker vil tillige, uden for normal åbningstid, ved skiltning oplyse om nærmeste vagtapotek.

Indførsel af medicin

Lægemidler, der udføres ved udrejse

En rejsende, der har brug for at medbringe et lægemiddel til udlandet, vil i princippet inden afrejsen skulle undersøge, om det pågældende lægemiddel indeholder stoffer, der er undergivet kontrolforanstaltninger i det land, han eller hun ønsker at rejse til, og i givet fald hvilken dokumentation for lægemidlets anvendelse til medicinsk brug, der er nødvendig for indførslen.

Lægemidler, der indføres ved indrejse

Ved indrejse fra et land, der er medlem af Den Europæiske Union eller omfattet af EØS-aftalen* gælder det, at privatpersoner må medbringe lovligt indkøbte lægemidler til sygdomsforebyggelse eller -behandling.

Ved indrejse fra et land, der ikke er medlem af Den Europæiske Union eller omfattet af EØS-aftalen*, må der dog højst medbringes lægemidler til 3 måneders forbrug. 
 

Lægemidler, der indføres som forsendelse

Det er tilladt for privatpersoner at få tilsendt lovligt indkøbte lægemidler, bestemt til brug for mennesker, såfremt lægemidlerne er til personligt brug til sygdomsforebyggelse eller -behandling og afsendes fra et land, der er medlem af Den Europæiske Union eller omfattet af EØS-aftalen*.

Lægemidler indeholdende euforiserende stoffer

Lægemidler, der indeholder euforiserende stoffer optaget på liste B, C, D eller E i bekendtgørelse om euforiserende stoffer, må kun indføres i mængder der svarer til højst 14 dages forbrug og kun ved personlig indrejse. En rejsende med bopæl i et land, der har tiltrådt Schengenkonventionen, kan dog medbringe lægemidler indeholdende euforiserende stoffer i mængder der svarer til højst 30 dages forbrug. Når særlige grunder taler derfor, skal den rejsende kunne dokumentere, at der euforiserende lægemiddel anvendes af den rejsende personligt til sydomsforebyggelse eller -behandling. Den særlige medicin-attest ("pillepas") i original og udstedt af en kompetent myndighed i den rejsendes bopælsland anses som behørig dokumentation.

Dokumentation

Når særlige grunde taler derfor, kan det kræves dokumenteret, ved lægeerklæring at det indførte lægemiddel anvendes af den rejsende personligt til sygdomsforebyggelse eller -behandling. Lægeerklæringen skal være påtegnet af den kompetente myndighed i det land, som har meddelt lægen autorisation. Myndigheden skal ved påtegning bekræfte, at erklæringsudstederen er læge.

Dispensation

Hvis ganske særlige grunde taler for det, kan en rejsende søge Lægemiddelstyrelsen om dispensation til at indføre lægemidlerne selvom de ovennævnte krav ikke er opfyldte.

Myndighed/kontakt:
Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
DK-2300 København S
Tel.: 44 88 95 95 
dkma@dkma.dk
www.laegemiddelstyrelsen.dk
www.medicinfo.dk

Bekendtgørelse om euforiserende stoffer

* EØS-aftalen:
(EØS=Det europæiske økonomiske samarbejdsområde)
Betegnelse som bruges for alle EU-landene samt Norge, Island og Lichtenstein.

Tirsdag, januar 31 2012

Søg overnatning & oplevelser

VISITJAMMERBUGTEN Strandvejen 5B 9492 Blokhus Tlf. +45 72 57 89 70 Fax: +45 72 57 89 79 KONTAKT