Til forsiden
Kulturværdier

Det følger af lov om sikring af kulturværdier, at ved udførsel af kulturværdier fra Danmark til udlandet eller til Færøerne og Grønland kræves skriftlig tilladelse fra Kulturværdiudvalget, hvis det drejer sig om:

* Kulturgenstande fra tiden før 1660.
* Kulturgenstande, som har en værdi på 100.000 kr. eller derover, og som
er ældre end 100 år.
* Fotografier, der har en værdi på 30.000 kr. eller derover, men uanset alder.

Kulturværdiloven omfatter ikke mønter og medaljer.

Tilladelsen kræves ved såvel varig som midlertidig udførsel.

Udførsel af kulturværdier kan også kræve en tilladelse efter EU-reglerne. Der henvises til Kulturværdiudvalgets hjemmeside www.kulturvaerdier.dk

Danefæ:
Det er ikke tilladt at udføre genstande omfattet af danefæ-bestemmelserne i museumsloven.

Genstande fra fortiden, herunder mønter, der er fundet i Danmark, og hvortil ingen kan godtgøre sin ret som ejer, er danefæ, såfremt de er forarbejdede af værdifuldt materiale eller har særlig kulturhistorisk værdi. Danefæbestemmelserne omfatter så-vel fund til lands som til vands.

Danefæ tilhører staten. Den, der finder danefæ, og den, der får danefæ i sin besiddelse, skal straks aflevere det til Nationalmuseet.

Nationalmuseet udbetaler en godtgørelse til finderen. Godtgørelsen fastsættes under hensyn til det fundnes materialeværdi og sjældenhed samt til den omhu, hvormed finderen har sikret fundet.

Det er iflg. museumsloven ikke tilladt, at private gennemfører arkæologiske undersøgelser.

Hvad er danefæ?

Danefæ kan vejledende inddeles i tre grupper.
Gruppe 1: ubetingede danefæ:
Fund af guld eller sølv, forarbejdet rav, elfenben eller ædle stene samt mønter af en-hver art og af et hvilket som helst materiale.

Gruppe 2: i almindelighed danefæ:
Fund af andre metaller som fx kobber, tin, bronze og jern, eller genstande af glas. Smykker, våben, redskaber, kar, statuetter m.m. tilvirket af sådanne metaller eller
af glas, vil som regel være danefæ, hvis deres ælde eller sjældenhed taler herfor.

Gruppe 3: kun i sjældne tilfælde danefæ:
Fund af organisk materiale som ben, tak, træ eller skind, eller af uorganisk materiale som flint, sten eller ler. Disse fund forekommer i meget store mængder, og der er kun tale om danefæ i de tilfælde, hvor det skønnes, at genstandens form, størrelse eller dekoration placerer dem iblandt det usædvanlige.

Danekræ:
Den danske stat ejer genstande, der er fundet i Danmark efter den 1.
januar 1990, som er omfattet af danekræ-bestemmelserne i museumsloven:

Danekræ er jordfundne, naturhistoriske genstande af enestående videnskabelig eller udstillingsmæssig værdi:

1. Sjældne eller meget velbevarede fossile dyr og planter fra de geologiske perioder (forsteninger).

2. Hele dyreskeletter eller dele deraf, samt sjældne hele kranier eller dele af kranier fra istiden og tiden herefter.

3. Mineraler med sjælden sammensætning eller forekomstmåde og krystaller af usædvanlig størrelse eller form.

4. Meteoritter.

Bestemmelserne om danekræ er indført for at sikre de mest betydningsfulde natur-historiske fund for den danske offentlighed. Den, der finder danekræ, og den, der får danekræ i sin besiddelse, skal straks aflevere det til Statens Naturhistoriske Museum. Museet udbetaler godtgørelse til finderen. Størrelsen på godtgørelsen afhænger af fundets materialeværdi og sjældenhed samt til den omhu, hvormed genstanden er blevet behandlet.

Myndighed:
Kulturarvsstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2,1553 København V
post@kulturarv.dk
www.kulturarv.dk
Tirsdag, januar 31 2012

Søg overnatning & oplevelser

VISITJAMMERBUGTEN Strandvejen 5B 9492 Blokhus Tlf. +45 72 57 89 70 Fax: +45 72 57 89 79 KONTAKT